Medlemmerne strømmer ind hos Liste Ø

Siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev folketingsvalget for snart tre uger siden har Enhedslisten ikke blot oplevet en eksplosion i meningsmålingerne.

I løbet af valgkampen har 932 betalende medlemmer sluttet sig til Enhedslisten, og 559 har herudover bedt om indmeldelse.

Medlemsfremgangen medfører, at Enhedslisten under valgkampen - for første gang siden dannelsen i 1989 - har passeret 7000 medlemmer og nu tæller 7295. Næsten hvert tiende af Enhedslisten medlemmer er altså kommet til.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, håber, at de mange nye medlemmer - måske sammen med en tredobling af mandaterne - vil styrke partiet i den kommende valgperiode.

- Der er ingen tvivl om, at vi efter valget får brug for et stærkt Enhedslisten med mange nye medlemmer, hvis vi skal trække en ny regering i en mere solidarisk retning, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Medlemssuccesen kommer på et tidspunkt, hvor Enhedslisten i den seneste meningsmåling fra Voxmeter får 13 mandater - eller en tredobling af det nuværende mandattal.

Liste Ø fik ved det seneste folketingsvalg fire mandater, efter at diskussionen om opstillingen af den muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid havde truet med at sende partiet under spærregrænsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...