Ny jazzklub i Næstved

Traditionel jazzmusik er en mangelvare i Næstved. Derfor har Jesper Poulsen taget initiativ til at starte et alternativ til den snart 60 år gamle Næstved Jazz Klub. 8. september kl. 19 holdes stiftende generalforsamling på Mona Lisa, og hvis alt går efter planen, så vil "Sct. Jørgens Swing- & Jazzklub" efterfølgende blive en realitet.

- Jeg vil gøre jazzen mere folkelig. Der er behov for et sted, hvor man kan høre glad New Orleans jazz. Ideen er, at få flere unge mennesker ind og høre jazz, siger Jesper Poulsen til Sjællandske.

100 mennesker

Jesper Poulsen forklarer, at det er det yngre publikum, som vil høre den traditionelle jazz i dag. Førhen var det et modent publikum, men de er simpelthen døde og borte.

- Jeg har besøgt Næstved Jazz Klub, og de har for meget blues og klassisk jazz. Folk hungrer efter det traditionelle, og jeg forventer, der kommer cirka 100 mennesker, når vi holder stiftende generalforsamling. Her spiller Jazz Kompagniet i øvrigt og spiller, siger Jesper Poulsen.

Afviser jazzkrig

Formanden for den 57 år gamle Næstved Jazz Klub erkender, at det er blevet sværere, at lave jazz-arrangementer. Derfor tror han også, det bliver en svær opgave, hvis der kommer en konkurrent i byen.

- Der er jo jazz i byen, og det er spørgsmålet om vi kommer til at bide hinanden i halerne. Det er jo et frit land, så man må gøre hvad man har lyst til. Jeg tror, det bliver en svær udfordring for en ny klub, siger René Tüxen-Hansen.

Næstved Jazz Klub er kendt som landets ældste og største. René Tüxen-Hansen har godt hørt, at Jesper Poulsen vil starte en ny klub: Jeg byder den velkommen, men de bliver ikke en trussel for vores eksistens. Vi har en meget trofast kerne af medlemmer, så støtter op om Næstved Jazz Klub.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...