Mere pop til de modne

RINGSTED: Anders Sørensen er ikke nær så stresset, som han plejer at være i dagene op til årets begivenhed - festivalen han selv startede op sammen med Tom Sønderup i 2005. I år er der nemlig en ekstra medarbejder på kontoret, og det letter arrangøren og ildsjælen en del.

Billetsalget går udemærket. Ringstederne lurepasser lidt, forklarer han, men til gengæld kommer der mange udenbys fra. Eksempelvis kommer Olga Fedotva, der er internetsupporter og fra Rusland. Hun kommer for at se Hej Matematik, der er hendes favoritgruppe fra Danmark. Sona Kilianova kommer fra Slovakiet for at se den danske vokalgruppe Basix og australske Paul Delaney kommer for at høre Aqua.

- Det er sjovt, at en lille festival, som Ringsted Festivalen, kan tiltrække folk helt fra udlandet, siger Anders Sørensen.

Fintunet festival

Fra år til år forsøger arrangørerne naturligvis at gøre konceptet bedre og bedre, og få det til at passe lige præcis til det publikum, festivalen har. I år betyder det blandt andet, at selve musikprogrammet er lidt mere poppet, end det var sidste år.

- Det har været svært at få fat i de helt store rocknavne i år, og jeg tror også, at mange af dem, der kommer her, de er mest til pop, siger Anders Søren og tilføjer, at Sort Sol nu da må betegnes som rock...

- Og så er der også masser af rock på kopiscenen, tilføjer han.

Mere mad

Der er også kommet nogle nye restauranter på årets festival.

- Der er kommet sushi og thai, nævner Anders Sørensen som eksempler.

For også at imødekomme den mere modne del af festivalfolket, er der også en særlig vinbar på årets festival.

Selv glæder Anders Sørensen sig til at se en del af de udenlandske musiknavne, og så helt specielt glæder han sig også til Morten Breums optræden lørdag nat. Her har han nemlig hørt et rygte om, at Nik og Jay kommer forbi.

meje

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...