Ringsted: Der går i første omgang et par uger og derefter op til et halvt år, før der er ryddet op efter Ringsted Festivalens underskud.
Det siger revisor Tom Sønderup til DAGBLADET. Tom Sønderup var i sin tid med til at stifte foreningen Frontløberne, som drev festivalen det første år, men han trak sig ud af projektet, og overlod det til Anders Sørensen.
Nu afventer firmaet bag Ringsted Festival, Koncert Kompagniet, de endelige regninger fra leverandører af blandt andet mad og drikke. Der vil sandsynligvis gå et halvt års tid, før regnskabet kan afsluttes endeligt, lyder vurderingen.
- Der er en pose penge, der skal deles ud til dem, der ikke får fuld betaling, og det er dybt tragisk og ubehageligt, bemærker han og tilføjer, at det er kreditorer over en bred kam, der vil blive ramt.
I følge Tom Sønderup, ringede festivalchef Anders Sørensen selv rundt for at fortælle de dårlige nyheder til kreditorerne
- Det var en trist dag, blodbadet i går, hvor han ringede rundt og meddelte det. Jeg har ondt af Anders. Han har brugt syv år på at bygge det op, og så skal det regne, mens den stakkels mand går og rydder op i gummistøvler og kedeldragt og ikke får løn, når måneden er gået. Jeg er meget imponeret over, han var i stand til at komme igennem dagen, siger Tom Sønderup.
Publikum vandt
Tom Sønderup tilføjer, at der ikke er nogen vindere i historien om Ringsted Festival 2011.
- Hvis nogen er det publikum, men det kan Anders ikke bruge til noget. Han får masser af e-mails fra tilfredse gæster, men kan ikke betale regninger med det, påpeger Tom Sønderup.
