Skælskør: Efter at rockergruppen Cobra MC, der er officiel supporter eller støtte til Bandidos MC, er flyttet til Skælskør, har gruppens tilstedeværelse skabt både frygt og en del polemik blandt borgerne i den lille solskinsby.
Der har været frit slag på rygtebørsen, og flere har budt ind med, at nu skulle byen hærges af dummebøder, vold og hash-handel. Det har Cobra MC dog helt afvist.
Politiet har har været forholdsvis tavst hen over sommeren, og det har Slagelse Kommune og borgmester Lis Tribler også, men nu kommer Lis Tribler på banen.
- Det er jo ikke noget, vi er glade for, når det skaber utryghed blandt folk, og vi ved fra politiet, at der er elementer i de grupper, der ikke helt følger lovgivningen, siger hun.
Ifølge borgmesteren er der et tæt samarbejde mellem kommunen og politiet, men hun kan - af naturlige årsager - ikke fortælle om samarbejdet i detaljer - bare, at det er i gang.
Realistisk
Det er ikke kun Skælskør, der har fået nye indbyggere. Det har Holbæk også.
Bandidos har oprettet en afdeling i Vestergade i byen ved Isefjorden, og torsdag var Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard (V) ude i medierne, hvor han bramfrit sagde til Nordvestnyt.dk: Rockerne er ikke velkomne.
Han så hellere deres hæle end deres tæer.
Lis Tribler er ikke så markant i sine udtalelser, men ingen skal være i tvivl om, at hun ikke bryder sig om udviklingen, men hun ser også realistisk på det.
I Danmark kan man slå sig ned, hvor man har lyst, og det gælder også for folk, der kører motorcykel og går med vest.
- Der er jo noget, der hedder ejendomsret, siger med henvisning til, at man ikke bare kan smide folk ud, fordi man ikke kan lide dem.
Så længe der ikke foregår noget kriminelt, der kan bevises, så er der ikke noget at gøre - andet end, at politiet holder øje med dem.
- Og der er ingen tvivl om, at politiet er meget obs på dem, siger borgmester Lis Tribler.
