RINGSTED: Tilladelserne er ikke på plads, men går det som McDonald's håber, åbner fastfoodkæden en stor restaurant i Premier Outlets Center i Ringsted. Det fremgår af en ansøgning om en byggetilladelse, som DAGBLADET Ringsted har fået aktindsigt i.
Af ansøgningen fremgår det, at burgerrestauranten - hvis den bliver til noget - skal indrettes i hjørnet ud mod RingStedet og den store rundkørsel, skal være på knap 600 kvadratmeter og have plads til 222 gæster. Restauranten skal have indgang fra centret, mens der på bagsiden skal etableres drive in-salg, hvor bilister kan trille forbi, afgive bestillinger og få rakt maden gennem et vindue.
Ingen af parterne ønsker dog at fortælle nærmere om planerne. Outletscentrets chef, Jeanette Jussing Amdal, har ingen kommentarer, og McDonald's Danmarks kommunikationschef, Sara Helweg-Larsen, er ikke meget mere meddelsom.
- Vi gør hele tiden, hvad vi kan for at finde de optimale lokationer, og vi er i en proces med at åbne fem nye restauranter i Danmark næste år. Når vi har endelige og færdige planer, offentliggør vi dem, men vi har ikke færdige og endelige planer endnu, og vi kan ikke sige noget, før vi er klar, siger hun til DAGBLADET Ringsted.
