Skolen ved Radiomarken fik i juni et påbud af Arbejdstilsynet, i forlængelse af et tilsynsbesøg i maj. Her kan man læse at skolen bliver påbudt senest 15. november at sikre at arbejdet på skolen ”planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold er effektivt forebygget”.
Arbejdet med undervisning og behandling på skolen er nemlig ikke sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, mener Arbejdstilsynet.
- Vi vurderer […] samlet, at arbejdet med undervisning og behandling af elever på Skolen ved Radiomarken udsætter de ansatte for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko, konkluderer Arbejdsstyrelsen i påbuddet.
Her kan man læse at medarbejderne i en medarbejderundersøgelse siger, at de bliver udsat for fysisk vold af elever i forbindelse med deres arbejde – blandt andet slag, spark, spyt, krads, riv, bid, kast, samt krænkende udtryk som ”luder” og ”kælling”.
To ansatte har, ifølge påbuddet, haft en længere sygemelding på grund af stress inden for det seneste år, hvor der også har været en stor udskiftning i personalegruppen. Og en stor del af de ansatte oplever søvnløshed, hjertebanken, tankemylder, ængstelighed og ondt i maven.
Skal kunne gå trygt på arbejde
Formanden for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov, fortæller til Gladsaxe Bladet at Gladsaxe Lærerforening siden foråret 2022 har været tæt involveret i at skabe hvad han kalder absolut nødvendige forandringer på Skolen ved Radiomarken.
- Lederen er skiftet ud og mange nye lærere er kommet til. Der arbejdes intensivt på at få en skolehverdag, som er god for både eleverne og medarbejderne. Det er en stor opgave, men det er min vurdering, at arbejdet skrider fremad og skaber løbende forbedringer, siger Thomas Agerskov.
- Det er klart, at medarbejderne skal kunne gå trygt på arbejde uden vold eller trusler herom. Man skal desuden kunne holde fri uden, at arbejdet fylder negativt. Med baggrund i Arbejdstilsynets påbud, vil Gladsaxe Lærerforening intensivere sin dialog med kommunen om ressourcer, organisering og ikke mindst støtte til voldsramte og truede medarbejdere. Det er vigtigt, at hele kommunen står bag alle medarbejderne. Det vil vi insistere på, tilføjer han.
Ikke helt i mål
Familie- og rådgivningschef i Gladsaxe Kommune, Anders Togsverd-Madum, siger at vold er et stærkt ord, i forhold til at han mener at der hovedsagelig er tale om mindre børn med for eksempel autisme. Han fortæller at man fra forvaltningens side valgte at udskifte ledelsen og flere medarbejdere, efter at man havde konstateret hvad han kalder en ”uhensigtsmæssig kultur” med en del magtanvendelse.
- Det arbejde var vi allerede godt i gang med, da påbuddet kom. Når vi endnu ikke er nået helt mål, er det fordi, der er tale om en stor kulturforandring, hvor medarbejderne skal lære en helt ny, pædagogisk tilgang, og børnene skal lære at håndtere konflikter, uden at reagere fysisk, siger Anders Togsverd-Madum.
- Som ansvarlig chef for området tager jeg situationen meget alvorlig og har fulgt dette arbejde tæt. Og med den udvikling, jeg ser, har jeg stor tiltro til, at skolens ledelse nok skal nå i mål med at skabe en sund kultur til gavn for både børn og medarbejdere, tilføjer han.
Kig på børn og rammer
Man kan læse i dagsordenen til et møde i Børne- og Undervisningsudvalget 5. oktober, at skolen arbejder med påbuddet. Blandt andet ved at gennemgå skolens voldspolitik og beredskabsplan og lave systematiske analyser. Samt udarbejde rive/kradseskemaer, afholde et seminar om forebyggende arbejde, og løbende supervision ved skolens psykolog.
Formanden for BUPL Storkøbenhavn, Jon Olufson, mener at det er vigtigt at man mere overordnet skal se på, om de rammer der tilbydes er tilstrækkelige.
- I øjeblikket er Skolen ved Radiomarken i midlertidige lokaler samtidig med at man skruer op for antallet af børn. Det dur ikke. Vi har en børnegruppe, som for alt i verden har brug for rammer og forudsigelighed og når de rammer ikke er til stede, så reagerer de. Det er ikke i orden overfor børnene og det går ud over pædagoger og læreres arbejdsmiljø, mener han.
- Med den mængde vold og trusler, så tyder det på at der er brug for langt mere hjælp og bedre rammer fra kommunen, tilføjer Jon Olufson.
Skolen ved Radiomarken ligger på Bagsværd Møllevej og er en specialskole og dagbehandlingstilbud, som tilbyder undervisning og socialpædagogisk behandling til børn og unge med særlige behov, der ikke trives i folkeskolen. Skolen blev etableret i 2009 og er normeret til 18 elever i alderen 6-17 år.
