Hannelore Larsen Ågerupvænge 60, Ågerup
Jeg blev helt mundlam, da jeg læste i lokalavisen d.28 juni om plejehjemmet "Kastanjehaven" i Jyllinge.
Thyra Frank har været på besøg. Men hvor ligger den afdeling hun omtaler? For så er der nogle, der skal flyttes derhen.
Det sidste halve årer jeg kommet ca. 2 gange om ugen i blok 2, og der foregår noget helt andet end det, Thyra Frank har set.
Min "ven" er fra at gå dårligt blevet totalt lammet på grund af fald ud af sengen.
Han er nærmest et skelet, fordi man ikke har tid at give mad og bestille noget, han kan lide.
Han havde kræft i halsen sidste år, hvor han fik 32 strålebehandlinger. Jeg passede ham, og han tog flere kilo på i stedet for at tabe sig.
Ved lejligheder har jeg siddet ved hans seng i timer, uden at der er kommet nogen for at se til ham eller give ham mad eller drikke.
Aftensmaden kom tit dybfrossen i en plastbakke. Hvem har lyst til at spise flæskesteg kørt igennem kødhakkeren og flydende kartoffelmos, når man kan tygge. Det har jeg fået lavet om på.
Der går flere dage, før postkassen bliver tømt og potteplanterne får ikke vand. Det kan være, de har robotter, men de gør ikke rent da der kommer et firma hver 14.dag, hvis de husker det. Det betaler beboerne for. Han ligger, mens tv"et kører døgnet rundt.
Indimellem bliver der spurgt, om man vil deltage i et arrangement. Man siger ja og glæder sig helt vildt til den mad, der bliver serveret. Man har også fået fint tøj på, så får man at vide, at det hele er overstået. Man har simpelt hen glemt at hente beboeren.
Dette er ikke en enlig svale, heller ikke i blok 2, men folk tør ikke stå frem. Det skal siges, at der er nogle rigtige hjertelige personaler, og jeg ved, de ikke kan være alle vegne, men synligheden savnes i blok 2 generelt.
Hvad med at få kommissionen ud i krogene en hverdag, hvor der ingenting er stablet på benene? Der hvor beboerne ingenting kan. Jeg håber inderligt, at der snarest gøres noget ved blandt andet madsituationen, så der bliver brugt tid til de beboere, der er sengeliggende og skal mades. Det er da trods alt dem, der har mest brug for "livskvaliteten og synligheden". God sommer til alle.