Prisbelønnet virksomhed går konkurs

Virksomhedens fald får blandt andet konsekvenser for længe ventet svømmehals-byggeri, hvor Combi Byg var entreprenør

Virksomhedens fald får blandt andet konsekvenser for længe ventet svømmehals-byggeri, hvor Combi Byg var entreprenør

Virksomheden blev hædret med Rødovre Kommunes erhvervspris i 2015 og kunne fem år i træk, fra 2014 til 2018, kalde sig gazelle-virksomhed efter voldsom vækst. Nu drejer Combi Byg ufrivilligt nøglen om.

- Det kan jeg bekræfte, men har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, oplyser direktør og partner i Combi Byg, Jacob Bossen, til Sjællandske Nyheder.

Når en virksomhed går konkurs, tager en kurator over, hvor virksomhedens ledelse slap. I Combi Bygs tilfælde er advokat Thomas Markert fra Dahl Advokater en af i alt to kuratorer, der er trådt til. Han skal blandt håndtere medarbejdere, lejemål og finde ud af, om der er penge tilbage i selskabet.

- Vi skal danne os et overblik over virksomheden og få afhændet de ting, der har værdi, og få kradset de penge ind, som virksomheden måtte have til gode, fortæller advokaten.

I forbindelse med en konkurs er der en rækkefølge, som kreditorerne bliver prioriteret i.

- Det er en konkursordning, hvor medarbejderne kommer først, og så kommer de simple kreditorer længere nede, forklarer Thomas Markert, der samtidig oplyser, at konkursen berører godt 30 medarbejdere.

Konsekvenser for svømmehal

Ifølge det senest offentliggjorte regnskab kom Combi Byg ud af 2022 med et underskud på fem millioner kroner, og egenkapitalen udgjorde samlet 27,2 millioner kroner. Et resultat som ledelsen selv kaldte for utilfredsstillende i ledelsesberetningen.

I selskabets årsrapport fremgår det også, at én enkelt byggesag påvirkede årets resultat i negativ grad, men der var forventning om en omsætning på mellem 300 – 350 millioner kroner i 2023 og et positivt afkast på bundlinjen på mellem en og fem millioner kroner.

Hvad der siden er sket, og hvad der har fået Combi Byg til at gå konkurs, er endnu uvist for offentligheden, men sikkert er det, at virksomhedens fald blandt andet får konsekvenser i Vallensbæk Kommune, hvor Combi Byg var entreprenør på en længe ventet svømmehal.

Delt i to

Combi Byg blev stiftet i 2005 af brødrene Jens og Mikael Larsen. I 2013 blev ejerkredsen udvidet med Poul Pedersen, der kom til som ny partner.

I december sidste år oplyste virksomheden i en pressemeddelelse, at Combi Byg A/S blev opdelt i to selskaber, hvor serviceafdelingen blev et selvstændigt firma.

Virksomhedsstifter Jens Larsen stoppede i den forbindelse som direktør for Combi Byg A/S for i stedet at sætte sig ved roret i den nye og selvstændige virksomhed Combi Byg Service A/S, hvor størstedelen af medarbejderne flyttede med.

Den resterende del af Combi Byg A/S skiftede i februar måned i år navn til Combi Byg Entreprise, inden virksomheden i juni måned igen skiftede navn til Combi Byg A/S.

Combi Byg vandt i 2015 Rødovre Kommunes erhvervspris. Virksomheden blev blandt andet hædret for at gøre en stor indsats for at inkludere socialt udsatte og bakke op om kultur og sport i kommunen med sponsorater i forskellige idrætsklubber.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...