I december 2009 græd væggene, da børneinstitutionen Skattekisten i Fredensborg blev slået sammen med Benediktevejens børnehave på grund af faldende børnetal. Men nu genlyder huset på Helsingørsvej atter af liv. De seneste uger har forældre og frivillige nemlig arbejdet hårdt på at gøre huset klar til atter at tage imod 30 børn under nye, private rammer og navnet 'Friheden'.
"Jeg havde selv en datter, der gik i Skattekisten, og det var et super sted med plads til alle børn, som fik tryghed og omsorg af pædagogerne," fortæller Helene Elmgren.
Imidlertid oplevede familien, at det var svært at opretholde trygheden og den gode stemning i den nye konstellation i storbørnehaven på Benediktevej, og det fik Helene Elmgren til at tage initiativet om at starte et privat, mindre alternativ.
"Store institutioner har mange fordele, men nogle børn har bare brug for de små rammer. Og så kunne vi også godt tænke os at genoplive Dronning Louise-ånden," forklarer hun med henvisning til det mantra om barnet i centrum, der gjorde sig gældende i den tidligere institution.
Om det lykkes, vil tiden vise. Men interessen for den nye institution er allerede stor. 45 forældre havde meldt deres børn til kort efter starten på ventelisten, og inden dagen var omme, stod 70 på listen.
Så mange er der imidlertid ikke plads til i rammerne på Helsingørsvej 22, hvor bestyrelsen for 'Friheden' netop har fået godkendt at måtte starte en privat institution af Børne- og Skoleudvalget.
"Det er selvfølgelig meget ærgerligt at måtte sige nej til nogen, men selv om vi havde haft plads til 100, havde vi heller ikke taget dem alle ind. Så havde vi jo givet køb på tankerne om, at det her skal være en mindre institution, hvor der er fokus på hvert enkelt barn," siger Helene Elmgren.
Sammen med initiativgruppen har hun siden foråret arbejdet med det praktiske og bureaukratiske i processen hen mod at starte 'Friheden' op. Faktisk var det nærmest i sidste øjeblik, for Dr. Louises Asyl stod for at blive nedlagt - hvis det ikke var, fordi initiativet til den nye institution blev taget.
Det betød også, at asylet var i stand til at stille de nødvendige økonomiske garantier for, at 'Friheden' kunne få godkendelse hos kommunen.
De første børn kan lege på den nylavede legeplads allerede 1. september. Her vil Stine Bjerre tage imod dem som leder af 'Friheden', og dermed vender også et kendt ansigt tilbage. Stine Bjerre var nemlig leder af Skattekisten i de selvsammen lokaler og fulgte med over i den nye områdeledelse, inden hun sagde op for nogle måneder siden.
"Jeg er ikke til store institutioner, hvor personalet bliver sendt rundt til mange børn. Der var ikke nogen kontinuitet i det for mig. Så nu kommer jeg hjem igen," siger Stine Bjerre, der også har hjulpet med at gøre huset klar til børneleg.
Initiativgruppen glæder sig i det hele taget over den støtte, de har mødt helt fra starten.
"Det har været imponerende med den lokale opbakning. Da vi forleden havde arbejdsweekend, kom en ældre mand forbi. Han havde hørt, at vi var i gang med at indrette huset, og han havde en sofa, der var god at læse historier i, som han gerne ville donere, så den kørte vi ud og hentede. Det er virkelig rørende," fortæller Anne-Marie Molzen, der ligesom Helene Elmgren også er gået med i projektet som et modsvar til områdeledelsen, de har oplevet som forældre.