Multi Motion og medlemmerne fortjener 100 procents engagement, derfor har Mikael Hjørne valgt at sælge fitnesscentret på Kasernevej 77 i Holbæk til Fit&Sund Fitness. I stedet vil han koncentrere sig om at passe og udvikle sin Multi Fitness kæde.
- Multi Motion fortjener mere, end det jeg kan overkomme. Så jeg har i et års tid sonderet markedet for at finde den rigtige køber, som vil fortsætte og udvikle centret. Det har jeg i Fit&Sund Fitness. Handlen gælder fra 1. november, hvor medlemmerne flyttes over og får et renoveret, moderne center med fokus på både fitness og sundhed og en ny maskinpark, der holdes opgraderet, forklarer Mikael Hjørne.
Maskinerne leveres af Life Fitness, der er en af verdens førende producenter af professionelt fitnessudstyr. Og Fit&Sund i Holbæk bliver hovedcenter for Life Fitness og skal bruges til at promovere virksomhedens maskiner for kunder fra hele verden, tilføjer han.
De ansatte i Multi Motion er orienteret om ejerskiftet og salget af Multi Motion. Ejendommen ejes stadig af Præsteengen ApS, hvor Mikael Hjørne er ejer og direktør.
Mikael Hjørne er med egne ord vemodig, men samtidig er han glad og sikker på, at det er en god aftale, der gør alle tilfredse.
Det koster energi at sprede sine kræfter på Multi Motion med ansatte og blandt andet stor maskinpark, saunagus og forskellige tilbud om holdtræning og på et ekspanderende Multi Fitness, hvor medlemmerne lukker sig ind via ansigtsscanning og kan træne i alle døgnets 24 timer.
- De kræfter har jeg ikke. Jeg har lige åbnet Multi Fitness i Nykøbing Sjælland og har i dag ti centre med plan om flere blandt andet i Svinninge. Det er et godt koncept, hvor et medlemskab giver ret til at træne i alle centrene, forklarer Mikael Hjørne.
Det er en branche i fremgang igen efter nedlukningen under coronapandemien. Her fandt mange ud af at dyrke motion og fitness udendørs, men vejret i Danmark får mange til at trække indendørs, konstaterer han.
Multi Motion åbnede i 1998 på Østerled i Holbæk og flyttede ind i den gamle ridehal på Holbæk Kaserne efter en omfattende renovering og ombygning i 2007.
