Kan man overføre den klukkende, klovnede grinebider-energi fra gamle Marx Brothers, Chaplin og Buster Keaton-film, hvor der er drøn på slap stick, falden på halen og lag kage-komik - til et moderne teaterstykke? Og stadig bevare tryllestøvet, eventyr-poesien, og være tro mod nostalgien og kærligheds-historien.