Fagene åbner verden for eleverne. Dannelse åbner eleverne for verden. Sådan lyder det fra Susåskolen som har afdelinger i Glumsø, Herlufmagle og Næstved.
Lærerstaben har været gennem en toårig proces med input fra blandt andre Rane Villerslev, Abdel Aziz Mahmoud og formanden for børne- og skoleudvalget Lars Hoppe Søe. Viden er delt på tværs af de tre afdelinger, og det har skabt seks dannelsesbegreber: Mod, rummelighed, selvkontrol, nysgerrighed, fællesskabende og ordentlighed.
Brede smil fra morgenstunden
Susåskolens elevråd var samlet i sidste uge og her gjaldt det om at finde ideer til dannelsesarbejdet i hverdagen. Processen blev styret af pædagogisk leder i Næstved Kommune Anne Bach Nielsen.
Formålet med dagen var også, at eleverne skal kende hele skolen og opleve at kendskab kan give venskab. Anne Bach Nielsen indledte med flere små ”icebreaks”, hvor eleverne kom til at tale sammen om fritidsinteresser, dagen fortalt bagfra, lave sjove bevægelser med modsatte ord – en rigtig hjernevrider. Det udløste engagement og brede smil allerede fra morgenstunden.
Inspiration feleverne
- Eleverne sad sammen aldersmæssigt og arbejdede på at komme med ideer til både aktiviteter i deres hverdag i klassen, på årgangen, på trinnet på afdelingen og også ting, der kan foregår med elever fra hele skolen. Flere grupper foreslog idrætsaktiviteter, der enten kan foregå samtidig i Glumsø, Herlufmagle og Holsted – eller ligefrem alle samlet på én gang, 1700 elever, siger afdelingsleder for 6.-9. årgang, Dorte Skøt Nielsen.
Der var også fokus på et ordentligt sprog mellem eleverne, skraldeordninger og besøg hjemme hos hinanden fordi det vil give en meget bedre forståelse for andre elever – større tolerance. Eleverne er også inspireret af tidens trends, så bagedyst var også et stort ønske, og én gruppe foreslog at man i en klasse skal bytte madpakker ind i mellem.
Dannelse i hverdagen
Workshoppen havde flere elementer fra Edison, Aktion Verdensmål, Lego Space Challenge og Projekt Virksomhedsudfordring, som er de fire store innovationsforløb som vores elever på Susåskolen deltager i hvert år med succes.
- Vi ser nu frem til at arbejde videre med elevernes mange ideer, både på elevrådsplan men særligt også på klasse- og årgangsplan, så alle kan mærke dannelsesaspekterne i hverdagen, siger Dorte Skøt Nielsen.

