Viceborgmester: - Hvor mange skattekroner skal der gå på at behandle én mands sag?

Miki Dam Larsen mener ikke det er rimeligt, at Allerød Kommune har brugt så mange ressourcer på at håndtere én borgers sag, som det har været tilfældet i jordvarmesagen. Foto: Allan Nørregaard

Miki Dam Larsen mener ikke det er rimeligt, at Allerød Kommune har brugt så mange ressourcer på at håndtere én borgers sag, som det har været tilfældet i jordvarmesagen. Foto: Allan Nørregaard

Egentlig handler mit interview med Allerøds viceborgmester om, at borgerrådgiveren er kommet med en redegørelse om jordvarmesagen, som Allerød Kommune har brugt 1.000 personaletimer på. Men ét spørgsmål får interviewet til at tage en drejning over i Miki Dam Larsens (S) frustrationer over personen bag ansøgningen om lodret jordvarme på Falkevang 10 i Lillerød.

Baggrunden for det omtalte spørgsmål er for det første, at borgerrådgiveren er en relativt ny funktion. Mads Juel Thorup, som han hedder, blev ansat for et års tid siden i en stilling der er ligeligt fordelt mellem Allerød og Hørsholm kommuner.

For det andet er spørgsmålet en opfølgning på, at jeg forinden havde forholdt Miki Dam Larsen et udsagn fra beboeren på Falkevang 10, der for to år siden startede sagen ved at sende en ansøgning til kommunen om at få lov til at etablere lodret jordvarme. Beboeren hedder Frederik Flindt Kreiner, og han mener ikke, at borgerrådgiverens redegørelse er fyldestgørende.

Mit spørgsmål til Miki Dam Larsen lød som følger:

Umiddelbart kan det lyde som meget at forvente, at en borgerrådgiver, der er ansat på deltid med 18,5 timer i Allerød og 18,5 timer i Hørsholm, og som også skal behandle andre sager i Allerød, skal kunne sætte sig ind i en sag, som der er brugt 1.000 forvaltningstimer på, og som omfatter rigtig mange dokumenter – jeg har selv fået tilsendt mange af dem. Er det realistisk at forvente et grundigt, gennemarbejdet stykke arbejde med den tid, borgerrådgiveren har til rådighed?

- Jeg vil vende den om og spørge: Hvor mange skattekroner skal der gå på at behandle én mands sag? Frederik Flindt Kreiner har kostet Allerød Kommunes skatteborgere utrolig mange penge ved ikke at acceptere kommunens afgørelsen (Kreiner fik afslag på sin jordvarmeansøgning i sommer, men har påklaget sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, red.). Hvis alle agerede sådan, ville vi ikke kunne have et velfungerende system. På et tidspunkt må man stoppe op og sige, at man stoler på noget. Hvis ikke man kan stole på kommune og fagpersoner, bliver det svært, siger Miki Dam Larsen og fortsætter:

En catch 22

- Der er lidt en catch 22, som jeg ser det: Enten bruger jeg 600.000-700.000 kroner på at ansætte en ekstra sagsbehandler for at håndtere én borgers sag, eller også skal jeg klandres for lange sagsbehandlingstider på grund af én borger. Min tilgang er, at jeg ikke vil bruge pengene på én borger, siger viceborgmesteren, der også er formand for miljø-, erhvervs- og byudvalget, der har behandlet jordvarmesagen.

Sjællandske Nyheder har forholdt Frederik Flindt Kreiner kritikken fra viceborgmesteren. Frederik Flindt Kreiner har igennem jordvarmesagen oplevet en forvaltning med hvilken kommunikationen mildt sagt har været vanskelig. Han ser Miki Dam Larsens kritik som et symptom på samme problem.

- Jeg synes, at vi skal lade Miki Dam Larsens udtalelser stå som en skamstøtte over meget af det, der er rivende galt i Allerød Kommune. Miki har skabt et regime, hvor systemet bare vil have ret, uanset hvor mange faglige argumenter og dilettantiske sagsbehandlingsfejl, årvågne borgere kan påvise. At byrådets øvrige partier står på mål for det, er i virkeligheden måske det mest triste i sagen, siger han.

Frederik Flindt Kreiner mener ikke, at Allerød Kommunes argumentation for at afvise hans jordvarmeansøgning er givet på et sagligt grundlag, lige som han også mener, at forvaltningen har overtrådt flere forvaltningsretslige principper under sagens forløb. Dette har Sjællandske Nyheder tidligere beskrevet.

Kreiner: Rimeligt at trykteste afgørelse

Han minder om, at Allerød Kommune i foråret godkendte hans jordvarmeansøgning for så to måneder senere at ændre afgørelsen til et afslag på et, i hans øjne, forfejlet grundlag.

- Hvis ikke det i sådan en situation er rimeligt at trykteste forvaltningens afgørelse, hvornår det er det så, spørger han.

Burde du ikke stole på kommune og fagpersoner, som Miki Dam Larsen siger?

- Det har jeg svært ved, når vi har flere fageksperter, der siger det modsatte af kommunen. Jeg kan godt forstå, hvis kommunen på et tidspunkt siger, at de ikke har mere tid til den her sag. Det er fair nok, men vi udfordrer dem via de kanaler, man må og har adgang til som borgere i et retssamfund, siger Frederik Flindt Kreiner.

Sjællandske Nyheder følger op på denne historie med den oprindeligt planlagte historie om borgerrådgiverens redegørelse i jordvarmesagen.

Foto: Allan Nørregaard

På Frederiksborg Amts Avis og ugeaviserne Hillerød Posten, Furesø Avis og Allerød Nyt bestræber vi os altid på at lave historier, der betyder noget for dig.

Så har du en ide til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionerne på hillerod@sn.dk, alleroed@sn.dk eller furesoe@sn.dk eller kontakt os på vores hovednummer 48 24 41 00.

Du kan også kontakte vores journalister direkte:

Johanne Wainø, redaktionel souschef og journalist, johanne.wainoe@sn.dk

Janne Mulvad, journalist, Hillerød, janne.mulvad@sn.dk

Mette Dolmer Thygesen, journalist, Hillerød, mette.thygesen@sn.dk

Per Skovkjær Sand, journalist. Hillerød, per.sand@sn.dk

Josefine Munch-Petersen, journalist, Hillerød, josefine.petersen@sn.dk

Anne-Mette Rasmussen, journalist, Allerød, anne.mette.rasmussen@sn.dk

Martin Stokkebro Moestrup, journalist, Allerød, martin.moestrup@sn.dk

Louise Mørch Vilster, journalist, Furesø, louise.vilster@sn.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...