For to år siden ville Hundested Havn have revet færgelejet i den gamle Grenaa-Hundested færges terminal ned. Men økonomien var ikke til det, og færgelejet ligger der stadig. Det kan nu gå hen og blive en fordel. Eller, som formanden for Hundested Havn I/S, Børge Larsen, siger til Frederiksborg Amts Avis:
- Hvis det bliver til noget, er det held i uheld.
Sammen med havnen i Grenaa er Hundested Havn med i spillet om en ny godstransportrute, som regeringen har bestemt skal afløse Mols-Linjens rute mellem Århus og Kalundborg, der lukker den 15. september. Alternativet er en ny godstransportrute mellem Århus og Kalundborg, og transportminister Hans Christian Schmidt (V) har meldt ud, at den endelige beslutning vil blive truffet inden den 9. august.
Ifølge Børge Rasmussen er der en klar fordel ved at genoplive Hundested-Grenaa Overfarten: Karsten Ree, der ejer Ree Park - Ebeltoft Safari og et bioethanolanlæg på havnen i Grenaa, har givet tilsagn om at lægge halvdelen af det beløb, en ny godstransportrute vil koste.
- Det betyder, at ruten er kommerciel og vil kunne løbe rundt uden statsstøtte, siger han.
Den nye godstransportrute skal være sejlklar, så snart Århus-Kalundborg overfarten lukker, og det er ifølge Børge Larsen ikke noget problem for Hundested Havn.
- Vi kan være klar på seks dage, siger han.
