Hillerød: Der lugter, som der skal hos Borup Ost på Frederiksværksgade i Hillerød. Mildt og sødligt af god ost. Men det var de stærke varer, der fortrinsvist blev langet over disken i de første timer, da Hillerøds osteelskende borgere torsdag stillede sig i kø klokken 10.00, da butikken åbnede for første gang i Hillerød. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Kundeskaren er konstant på omkring 15 mennesker, den første time butikken er åben, og da indehaveren, Pernille Petersen, vurderer, at hun kan tillade sig en lille pause, er hun ganske tilfreds.
- Folk stod her i dag før vi åbnede. Og selv om vi har renoveret butikken, kom folk ind og ville købe ost af os. De kunne de så ikke før i dag, siger Pernille Petersen.
Og hun er ikke i tvivl om, hvorfor interessen er der:
- Vi er stærke på danske lagrede oste, det er nok det, folk kommer efter. Og så kommer folk for at få lov til at smage på ostene.
Pernille Petersen, der er ernærings- og hudholdningsøkonom overtog Borup Ost for to år siden. Det var oprindeligt mejerist Poul Møller Nielsen, der startede butikken, også han er fulgt med til Hillerød.
Borup Ost lagrer selv Danbo-oste op. Ud over oste sælger butikken også marmelade, kiks, lidt vin og mjød, salater, pølser fra Skagen og god dansk flødeis.
