Er du over 55, og har du lyst til at prøve at sejle? Så er det måske værd at være opmærksom på et nyt tilbud fra Yachtklubben Furesøen. Klubben åbner nemlig for organiseret seniorsejlads onsdag formiddage fra 10:00 til 12:30. I første omgang sejles der i august og september med start den 3. august.
Der sejles i Yachtklubbens både af typerne Lynæs18 og Solinge. Derudover kommer klubbens Ynglinge måske også på vandet.
Tilbuddet er åbent for alle men rettes først og fremmest mod sejlere i gruppen +55, der har ledig tid om dagen.
Der er ikke tale om en egentlig sejlerskole, og Yachtklubben Furesøen stiller derfor hver gang aktive bådførere til rådighed, ligesom du kan låne redningsvest.
Har du lyst til at høre mere om tilbuddet kan du skrive til skole@yachtklubben.dk, hvor du også tilmelder dig. Yachtklubben tilbyder et særligt to måneders medlemskab i forbindelse med tilbuddet, hvor prisen er 325 kroner, hvis du er under 65 år og 270 kroner, hvis du er fyldt 65 år.
Når klubben lancerer dette specifikke tilbud, skyldes det ifølge klubbens formand Gert Eriksen, at man imødekommer et stort behov hos målgruppen.
"Rundt omkring i Rudersdal Kommune sidder der helt givet mange borgere i aldersgruppen +55, der har lyst til at prøve en aktiv fritidsbeskæftigelse i de skønne rammer, som Furesøen tilbyder," fortæller Gert.
"Vi håber derfor, at flere deltagere vil blive så bidt af sejlads, at de konverterer tomåneders-medlemskabet til et normalt medlemskab i klubben, hvor de så blandt andet får mulighed for at opnå duelighedsbevis på vores sejlerskole.
I første instans glæder vi os til, at rigtig mange forhåbentlig vil tilmelde sig seniorsejladsen på vores e-mail skole@yachtklubben.dk, og at vi så ses til et par dejlige timer på søen allerede den 3. august," slutter formanden.