Isbilen er ulovlig og truet på livet

Harmløst virker det, når en isbil tøffer ned ad vejen og påkalder sig børn og issultne sjæles opmærksomhed med en klokke. Men isbilerne kører på den forkerte side af loven og har gjort det i mange år, siger Rigspolitiet og Trafikstyrelsen i Politiken Søndag.

- En hvilken som helst form for lydsignalapparat skal i hele aktiveringsperioden afgive en klart lydende tone med en konstant styrke og frekvens. En klokke, der sidder på bilen, opfylder ikke det krav og er ikke i overensstemmelse med færdselsoven, siger Frank Thrusholm, chefkonsulent i Trafikstyrelsens biltekniske kontor, til Politiken.

Formålet med loven er at sikre et højt færdselssikkerhedsniveau, og at signaler kun skal bruges i trafikken, hvis der er fare på færde. Frank Thrusholm understreger, at det er politiets opgave at kontrollere isbilerne på vejene.

Isbilens klokke er ulovlig

Politikredsene er blevet oplyst om Trafikstyrelsens tolkning af isbilernes lydudstyr, og også Rigspolitiet finder isbilernes audielle markedsføring ulovlig.

- Så snart isbilerne kører med lyden af klokken, vil det ikke være lovligt i forhold til køretøjsforskrifterne, siger Andreas Roost, bilinspektør i Rigspolitiets Færdselsafdeling, til Politiken.

Hjem-Is undrer sig

Hjem-Is er forundret over myndighederne. Fordi klokken er løst- og ikke fastmonteret på bilerne, overholder vi loven, siger landechef Anders Brandt-Clausen:

-Hvis der skulle foreligge et problem, vil vi gerne drøfte det med politiet, da vi naturligvis vil følge landets love. Men vi har kørt rundt med klokken i 35 år, og i 1980'erne blev dette spørgsmål rejst i en sag, som vi vandt. Derfor mener vi at have en god sag, siger han til Politiken.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...