Asserbo: Et rødt silkebånd er spændt ud foran "Havtyren" i Melbylejren, og en stor forsamlet gruppe venter nu på at kunsten indtager den gamle kaserne i Asserbo, som der har været megen diskussion om i forbindelse med med planerne for en campingplads, vandrehjem, naturskole og foreningslokaler.
Alt det venter nu på en afgørelse fra fredningsnævnet, men Melbylejrens Almennyttige forening vil ikke blot lade stå til, og den allestedsnærværende formand, Alice Skaubye, stiftede i sidste måned "Melbylejrens venner", der vil sørge for aktiviteter i og omkring bygningerne, mens de venter.
- Jeg fik en aftale med Naturstyrelsen, og de ville gerne stille lokalerne til rådighed, siger Alice Skaubye, der som det første projekt har arrangeret kunstudstilling med fire kunstnere, der indtager lejren i den kommende tid og helt frem til august.
- Og man må sige, at det er nemmere at formidle kunst end camping, siger hun, inden hun præsenterer de første kunstnere Tina Bendz og Lone Heidemann, der blandt andet viser glas i de gamle bygninger.
- Bygningerne har jo en fantastisk sjæl. Det ville være synd at rive dem ned, siger Alice Skaubye og henviser til ønsket fra dem, der ikke er så vilde med planerne om at skabe den aktivitet på området, som også Aktionsgruppen Halsnæs' formand, Børge Rasmussen, godt kunne tænke sig.
- Det er jo 20 gode bygninger. Ud over kunsten, camping og vandrehjem, kunne vi forestille os forsamlingshus og mødelokaler og måske et kunstner-hus, hvor lokale kunstnere - eller turister - kunne komme og male. Måske også et naturcenter og et velkomstcenter for "Kongernes Nordsjælland, når det bliver til noget, siger Børge Rasmussen
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag