Line Olsen er 31 år, singlemor i Jægerspris, og til daglig arbejder hun i en børnehave i Egedal. Dertil er hun formand for den danske forening Mtoto Tanzania, der driver fire børnehjem og har et skoleprojekt i det nordlige Tanzania. Hun mindes med rædsel og et skævt smil, da hun blev tilbudt at købe en lille afrikansk dreng. Hvad skulle hun svare, for drengens blot 15 gamle mor havde tydeligvis store problemer.
Line takkede nej, men dreng og mor fik den hjælp, de havde brug for.
Foruden at drive fire børnehjem og et skoleprojekt yder den danske forening også nødhjælp til fattige børnefamilier i Tanzania.
Det hele er kommet op at stå takket være Line Olsen og en håndfuld andre ildsjæle.
Mtoto Tanzania er swahili og betyder ”et barn i Tanzania”.
Line husker første gang, hun var i Tanzania. Hun holdt et sabbatår efter HF, og hun var fløjet til det store centralafrikanske land med en veninde for at arbejde frivilligt på et børnehjem i to måneder.
En dag på gaden i landsbyen Kisongo i den nordlige region tæt på Kenya, så hun en lille og skrøbelig sort dreng på knapt to år.
- Han var skræmt, men jeg fik kontakt med ham, og jeg tog ham i mine arme. Jeg kunne mærke, at han var varm af feber, og jeg kunne se, at han var afkræftet. Jeg forsøgte blidt at give ham en banan, men han spiste kun lidt, husker Line Olsen.
Hun tog drengen med til læge, hvor han fik medicin og blev behandlet for infektion. Imens fik Line opsporet, at drengens forældre begge var døde af aids, og at drengen nu boede hos nogle naboer, der låste ham ude af huset hver dag, mens de var på arbejde.
- De var fattige, og de havde ikke råd til at have ham. Jeg besøgte dem og spurgte forsigtigt, om vi skulle tage den lille dreng med ind på børnehjemmet, og det ville de meget gerne have. Papirerne blev ordnet, og siden har den dreng haft en særlig plads i mit hjerte. Han hedder Isaya, og han bor stadig på børnehjemmet. I dag er han en høflig, lidt genert, men velfungerende dreng på 13 år. Han siger, at han vil være ingeniør. Han er bare noget særligt, konstaterer Line Olsen glad.
Grebet om hjertet
Mødet med Isaya gik i hjertet på Line, og siden har hendes hjerte brændt for at hjælpe forældreløse afrikanske børn.
Det sker gennem foreningen Mtoto Tanzania.
De begyndte med hjælpen til ét børnehjem, hvor børnene siden er blevet større, så det nu har udviklet sig til et skoleprojekt, hvor børnene er i gang med uddannelse. Siden er fire børnehjem kommet til. Et med ni børn og tre med syv børn. Hvert sted ledes af en afrikansk barnepige.
Hjælpen er nu samlet i landsbyen Maji ya Chai også i den nordlige del af Tanzania.
For Line Olsen er det blevet en livsmission.
- Det giver bare så god mening at hjælpe de børn. Ellers klarer de sig ikke, og de får i hvert fald ikke nogen uddannelse. Vi sørger for, at de får en god opvækst og en uddannelse, hvor de blandt andet lærer engelsk, forklarer hun.
Taler swahili
Hun har gået på aftenskole og lært swahili i København, så hun i dag kan klare sig i Tanzania.
Når hun rejser derned, bor hun hos et dansk missionærpar. Hun har sin egen bil i landet, og så sørger hun for, at de fire børnehjem og skoleprojektet kører optimalt, og hun ler af sig selv, når hun fortæller om det.
- Jeg er ung, jeg er en kvinde, og jeg er lyshåret. Jeg skal hele tiden være to skridt foran, ellers kører tingene skævt, og der er nogle penge, der forsvinder et sted hen, hvor de ikke skal hen. Ikke store beløb, men små. Sådan er Tanzania også. Jeg holder utrolig meget af landet. Vores forening skal bare holde snor i det hele.
Fik tilbudt dreng
Line husker også mødet med en anden lille dreng. Det var en dreng, hun blev tilbudt at købe.
- En ganske ung mor på bare 15 år kom til mig og spurgte, om jeg ville købe hendes søn. Hun var blevet voldtaget året forinden, og hun var ikke i stand til at tage sig af ham. Jeg takkede nej, men fortalte, jeg kunne hjælpe dem begge. I dag bor drengen, som hedder Daudi, på børnehjemmet, og hans mor får undervisning igennem vores skoleprojekt. Hun er til dels traumatiseret af sin opvækst og oplevelse med voldtægten, men det dejligt at kunne hjælpe de to, fastslår Line Olsen taknemlig.
Mtoto Tanzania finder pengene til hjælpearbejdet på flere måder.
Sponsorbørn
Danske virksomheder sponsorerer. Blandt andet har virksomheden Topsil i Vinge netop indgået en sponsoraftale, så seks børn kan komme på børnehjem.
Dertil melder private sig ind i foreningen og betaler kontingent på 100 kroner om året. Andre betaler 150 kroner om måneden for at hjælpe et sponsorbarn. Derudover rejser omkring ti unge danskere årligt til Tanzania for at arbejde frivilligt et par måneder på et af Mtoto Tanzanias børnehjem. Det betaler de for.
Selv er Line Olsen i landet så tit, at hun kender navnene på alle godt 50 børn, der er fordelt på Mtoto Tanzanias fire børnehjem, og for hende må hjælpearbejdet gerne vare livet ud.
- Jeg kan sagtens se for mig, at Mtoto Tanzania vokser betragteligt, og at vi om nogle år driver endnu flere børnehjem og hjælper endnu flere børn. De berigende er, at det virkelig nytter at hjælpe. Der skal så lidt til, og så gør det underværker, og taknemligheden er enorm. Det er drivkraften, der får mig til at fortsætte det frivillige arbejde og bruge det meste af min fritid på det, siger hun.



