Ordrupgaards nye museumsdirektør fra den 1. januar hedder Gertrud Oelsner. Hun kommer fra en stilling som museumsdirektør på Den Hirschsprungske Samling gennem syv år. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Det var annonceret, at der skulle findes en ny direktør for museet, da den nuværende Anne-Birgitte Fonsmark efter 28 år har valgt at stoppe. Det skete efter et år, hvor hun er blevet kritiseret for sin ledelsesstil af tidligere ansatte.
Kulturministeriet iværksatte i foråret en ekstern undersøgelse, hvis resultat i september viste generel tilfredshed blandt personalet, selvom der var enkelte områder, der kunne forbedres.
Men nu bliver det altså Gertrud Oelsner, der får ansvaret for Ordrupgaards ansatte, der i årsværk tæller 35 personer. Hun vil have et særligt øje på arbejdsmiljøet, siger hun.
Gertrud Oelsner selv glæder sig til at indtræde i sit nye job og vil sætte fokus på at forbedre arbejdsmiljøet.
- Ordrupgaards enestående samlinger, bygningskompleks og haveanlæg med den tilhørende skulpturpark udgør en imponerende helhed, som både nationalt og internationalt rager op. Jeg glæder mig meget til i samarbejde med museets dygtige medarbejdere at forløse det store potentiale, museet rummer, og forhåbentlig placere museet endnu stærkere på landkortet og i flere forskellige brugeres bevidsthed. Det er samtidig ingen hemmelighed, at der den seneste tid har været fokus på museets arbejdsmiljø, og jeg ser frem til sammen med medarbejderne at tage hånd om dette og sætte fokus på museet som arbejdsplads, udtaler hun.
Sidste år havde museet, der rummer en betydelig, internationalt kendt samling af fransk og dansk billedkunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. godt 87.000 besøgende.
- Gertrud Oelsner har stor viden, netværk og erfaring inden for kunstverdenen samtidig med, at hun er en samlende leder med en stærk faglig vision for museet. Jeg er sikker på, at hun er den rette til at sikre Ordrupgaards videre udvikling, udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Den afgående museumsdirektør på Ordrupgaard bakker også op om sin efterfølger. Det sker i en pressemeddelelse, som museet har udsendt.
- Med Gertrud Oelsners store viden og erfaring inden for kunstverdenen, forekommer hun at være det helt rigtige valg til at lede Ordrupgaard. Gertrud har gjort det aldeles fremragende på Den Hirschsprungske Samling, og det skal blive spændende at følge Ordrupgaards videre udvikling under Gertruds vinger, siger Anne-Birgitte Fonsmark.
