Af Birgitte Masson
Frederikssund "Det havde jeg altså ikke lige regnet med," siger Steen Gransgård overrasket, da vi fortæller ham, at han er blevet indstillet til Ugens Sommerblomst af 77-årige Tove Kristensen fra Frederikssund.
Steen er formand for havekolonien Grønli i Frederikssund. Og det gør han tilsyneladende så godt, at han udover formandsrollen også tager sig tid til at give en håndsrækning til havekoloniens brugere, deriblandt 77-årige Tove Kristensen.
Det var derfor hendes store ønske, at Steen skulle have Ugens Sommerbuket.
"Jeg blev alene for to år siden. Og jeg ville så gerne kunne beholde min kolonihave. Men mine kræfter er ikke, hvad de har været, og jeg indså, at jeg nok var nødt til at skille mig af med haven. Men det var alligevel ikke nødvendigt, for Steen har taget sig af mig med stort og småt. For eksempel har han klippet min hæk og kørt affaldet væk. Og for alle i havekolonien er han bare det mest fantastiske og hjælpsomme menneske vi kender", lyder det taknemmeligt fra Tove Kristensen.
Da Lokalavisen torsdag aften møder Steen, siler regnen ned. Han kommer fra en 12-timers vagt på jobbet i København, og er kørt direkte ud i havekolonien Grønli for at modtage sin buket.
Herude i udkanten af Frederikssund er der ikke den store aktivitet en våd regnvejrsaften som denne. Og de 37 velfriserede, små haver ligger menneskeforladte hen.
"Jeg kan ikke sige nej, når folk spørger om hjælp. Jeg vil sige, at nok hjælper jeg indimellem Tove, men hun påskønner det også virkeligt og sørger til gengæld for, at der altid er kaffe på kanden eller en kold øl som tak for hjælpen", siger Steen med en klingende nordjysk dialekt.
Han har efterhånden boet i Frederikssund i en årrække, men det nordjyske lader sig ikke fornægte, når han taler. Men det er vist også det eneste som hænger ved. Det jyske tempo har han tilsyneladende lagt bag sig.
"Jeg savner ikke Jylland, for det hele går lidt langsomt derovre, selv træerne vender jo østpå", siger han med glimt i øjet, mens han med et greb om buketten springer ind i sin bil for at køre hjem og holde fyraften.