Tirsdag den 31. oktober er det slut med at handle i 7-Eleven kiosken på Hundige station.
- Det er ikke lykkedes at holde butikken rentabel, så der kan være en kiosk på stationen. Det er en udvikling vi har set gennem flere år, som det ikke er lykkedes at vende, siger Martin Zunda, der er direktør for DSB’s 7-Eleven butikker.
De kraftigt stigende omkostninger det seneste år har bidraget til at gøre det ekstra svært. Ligesom billetsalget på stationen har været faldende over en årrække, blandt andet fordi mange af DSB’s kunder i dag betjener sig af DSB’s digitale platforme, når de køber billetter og søger information om deres rejser. Desuden kommer der til at ske ændringer på og omkring stationen i den kommende tid.
- Der er blevet gjort forsøg på at holde indtjeningen oppe ved blandt andet at udlevere pakker og friste med et bredt udvalg af kioskvarer. Det har desværre ikke været nok, trods en stor indsats fra personalet, siger Martin Zunda.
