Siden sin diskusprolaps-operation i august 2004 og frem til november 2006 brugte Vibeke Heckmann mere end 60.000 kroner på akupunktur, kiropraktor-besøg og fysioterapeuter.
I mere end to år kæmpede hun dagligt med sin genoptræning, i forsøg på at vinde sit liv som aktiv familiemor og dreven iværksætter tilbage.
I mere end to år kæmpede hun forgæves.
Da gik det nemlig op for den selv samme læge, der havde opereret hende tidligere, at han havde glemt en operationstampon i hendes ryg.
- Det havde enormt store omkostninger for mig. Mit familieliv skrantede, og jeg havde ikke overskud til at være aktiv med mine børn, når jeg endelig fik færdiggjort de arbejdsopgaver, jeg ikke kunne udskyde, fortæller Vibeke Heckmann.
Foruden de økonomiske og familiære konsekvenser, led hun også under en række fysiske laster.
Hun fik stærke nakkesmerter, havde ofte hovedpine og hendes venstre side viste spæde tegn på lammelse.
- Venstre side af mit ansigt hang simpelthen, og ingen kunne forklarer mig hvorfor, genkalder hun sig.
Det er nu godt fem år siden tamponen blev opereret ud af hendes ryg, og hun lever i dag uden fysiske mén.
Patientskadeankenævnet nægter dog at anerkende hendes sygdomsforløb, og hun har nu indbragt sagen for domstolene for at få den erstatning, hun mener at have krav på.
