Politi befrier 19-årig fra prostitution

Forfærdeligt og dybt tragisk, siger beboer på den vej i Vanløse, hvor politiet befriede ung litauisk sexslave.

Forfærdeligt og dybt tragisk, siger beboer på den vej i Vanløse, hvor politiet befriede ung litauisk sexslave.

I en bygning med kakerlakker og under usle forhold har en litauisk mand i København tvunget en 19-årig kvinde til at sælge sex.

Det beretter Københavns Politi, der fandt den unge kvinde på et værelse i Vanløse, hvor nogen var ved at montere en hængelås på ydersiden af døren.

Politiet fik først på ugen fra litauisk politi alarmen om, at hun blev holdt fanget i København.

Her var det lykkedes for den 19-årige via internettet at sende et nødråb til en bekendt i hjemlandet, som derfor gik til politiet.

Ud fra nogle sparsomme oplysninger lykkedes det for betjente at finde frem til ejendommen i Vanløse.

Hun begyndte at græde, da det gik op for hende, at politiet havde fundet hende. Den 19-årige er nu anbragt på et krisecenter. Hun ønsker at vende hjem til Litauen, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Heri siger Trine Møller Andersen fra den særlige gruppe mod kvindehandel:

- Det var meget usle forhold, som kvinden opholdt sig i. Køkkenforholdene var efter mine begreber ikke egnet til mennesker, og der var kakerlakker overalt.

Den 19-årige har fortalt, at en landsmand havde fortalt, at hun kunne komme til Danmark og arbejde som prostitueret. Han drak hende fuld, og hun indvilgede i at følge ham. Men siden fortrød hun og sendte så nødråbet via en computer.

I cirka en uge har den 19-årige tilsyneladende solgt sex til kunder, som den 36-årige landsmand skaffede.

Han blev torsdag ved et grundlovsforhør på Frederiksberg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for menneskehandel.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...