Egedal: I det fremlagte budgetforslag 2024–2027 er der en del takster, hvor Egedal Kommune lægger op til en takstforhøjelse. Disse takstforhøjelser søger kommunen at retfærdiggøre ved at sammenligne sig med omkringliggende kommuner, der er til Egedal Kommunes fordel, og hvor taksterne på de udvalgte områder er højere end i Egedal.
Egedal Kommune profilerer sig med ”borgeren i centrum” og en kommune, hvor borgerdialog sættes i højsædet. Lad det komme til en prøve, om borgerne nu også bliver hørt, og politikerne handler derpå.
For at bruge Ølstykke svømmehal som pensionist skal der betales en indgangsbillet på 27 kroner i 2023 (stiger til 28 kroner i 2024) og yderligere en tillægsbillet til 26 kroner (stiger til 27 kroner i 2024), hvis pensionisten også vil bruge dampbad og infrarød sauna, der er en integreret del af svømmehallen. Disse to muligheder ud over almindelig sauna anses som værende godt for helbredet hos ældre borgere.
Eller i alt 53 kroner for et besøg i Ølstykke svømmehal med dampbad og infrarød sauna.
Her vil vi godt, som brugere og borgere i Egedal Kommune - også gøre en sammenligning og denne gang til borgernes fordel.
I Frederikssund svømmehal er den samlede pris på 24 kroner for et besøg i svømmehallen, og det er inklusive brug af dampbad og infrarød sauna.
Det er mere end dobbelt så dyrt for en pensionist at bruge Ølstykke svømmehal end i Frederikssund.
Kommer en pensionist én gang om ugen i Ølstykke svømmehal, så betaler vedkommende cirka 1500 kroner mere i Ølstykke om året end i Frederikssund.
Ud fra ovennævnte bedes tillægsbilletten på 27 kroner fjernet i 2024 og indgangsbilletten på 28 kroner i 2024 vil så også gælde for dampbad og infrarød sauna.