Furesø: Efter indstilling fra en række forældre var det et enigt Sundhedsråd, der pegede på diætist og køkkenansvarlig i fritidsklubben Lillestjernen, Anita Dietz Lykkegaard, som årets vinder af Sundhedsprisen.
Prisen blev onsdag overrakt i Lillestjernen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Furesø Kommunes sundhedsråd forklarer, at det er en kombination af Anitas professionelle varetagelse af arbejdet med at servere sunde mellemmåltider i Lillestjernen og hendes iværksætterprojekt med i privat regi at afholde workshops om sund madlavning for forældre og børn, der har ført til, at Sundhedsrådet peger på hende.
Sundhedsrådet forventer af Anita, at prisen vil blive udmøntet i aktiviteter i stil med de, der har ført til prisen.
Anita Dietz Lykkegaard har på Lillestjernen formået at skifte hvid toast med syltetøj og kager ud med ristede rugbrødshumler, grøntsager, frugt, uden at få hverken børn, pædagoger eller forældre på nakken.
Tværtimod elsker børnene hendes mad, og de prøver med stor vellyst diverse grøntsager og retter, som forældrene aldrig troede muligt.
For cirka to år siden stiftede Anita sin virksomhed Madglad, hvor hun gennem workshops lærer børn og voksne at lave ernæringsrigtig og sund mad.
Som en indstiller skriver: "Til familie brunch workshop lærer Anita børnene sunde alternativer til brunch og kager. Og hun finder på dejlige sunde idéer til den ellers kedelige madpakke, og lærer os voksne der har været på workshop, hvor vigtigt det er, at vælge de rigtige råvarer og grøntsager til sin kost. Hun brænder for sit budskab og de lyser ud af hende. Hun inspirerer og motiverer til en sundere livsstil".