Greve: Greve Fodbolds førstehold, der rykkede ud af 2. division og ned i Danmarksserien, får ny ledelse.
Klubben har valgt at skille sig af med trænerne Anders Sundstrup og assistenten Steen Ziegler. I stedet er ansat den 30-årige Anders Jochumsen, der har stået for Stenløses 2. divisionshold.
Kim Bøje er ikke længere sportschef. For at styrke det sportslige samt give en bedre styring af eliteholdene har Greve tilknyttet den 60-årige tidligere landsholdsspiller (28 A-landskampe) Benny Nielsen, der er bosat i Greve.
Tilbage til 2. division
- Med disse tiltag i klubben, hvor bestyrelsens fokus de sidste par år har været at rette op på en dårlig økonomi, er der nu blevet tid til at ændre fokuseringen og målrette indsatsen mod det sportslige, hvilket de to bestyrelsesmedlemmer i Greve Fodbold - formand Per Grydgaard og eliteansvarlig Peter Lassen, er glade for. Målsætningen er selvfølgelig, at Greve skal tilbage i 2. division inden for de næste par år, hedder det i en pressemeddelelse fra klubben.
