Regnvand skal bruges i toiletterne

Bare ét parcelhus med fire beboere kan spare 68.000 liter drikkevand om året ved at samle regnvand fra taget og bruge det til wc-skyl og tøjvask.

Derfor vil Hillerød Kommune nu indføre et krav om, at nye boliger skal opføres med regnvandsindsamling.

Det besluttede Økonomiudvalget onsdag. Kravet kommer til at gælde nye lokalplaner, men først skal der vedtages et tillæg til kommuneplanen.

"Når vi sparer på drikkevandet ved at genbruge regnvand, bidrager vi til at sikre, at der er rent urenset grundvand i vandhanen i fremtiden. Det er vigtigt, at vi arbejder bæredygtigt er med til at beskytte miljøet," udtaler borgmester Kirsten Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Hillerød har forpligtet sig som klimakommune til at gøre mere for miljøet, mener hun:

"Vi indfører solceller, solvarme og stiller til nybyggeri. Med regnvand kan der måske også være penge at spare for forbrugerne".

Et regnvandsanlæg består af filtre, der fjerner blade og urenheder fra tagvandet, en vandtank, der typisk er gravet ned i jorden, og en pumpe med automatik, som sørger for, at regnvandet ledes til toiletter og vaskemaskine.

Ofte vil der også være en cisterne, som kan levere vandværksvand til toiletter og vaskemaskine, når regnvandstanken løber tør. Alternativt fyldes regnvandstanken med vandværksvand, når den løber tør.

Ud over at spare drikkevand har regnvand også den fordel, at det indeholder langt mindre kalk end vandværksvand. Derfor kan der spares sæbe i forbindelse med tøjvask, og man får færre kalkaflejringer i vaskemaskinen.

I Hillerød Kommune betales der ikke vandafledningsafgift af regnvand til toiletskyl og tøjvask. Det betyder, at man ikke skal betale for det vand, der spares. En gennemsnitsborger bruger årligt 17-18 kvadratmeter vand til toiletskyl og tøjvask.

Med en vandpris på 60,2 kroner per kvadratmeter kan der derfor være penge at spare ved at installere et regnvandsanlæg i et nyt parcelhus eller etagebyggeri.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...