Friplejehjem på Kvægtorvet skal være knudepunkt i beboerfællesskab

Den store H-formede bygning i midten skal næste år fungere som friplejehjem og seniorboliger. Foto: OK-fonden

Den store H-formede bygning i midten skal næste år fungere som friplejehjem og seniorboliger. Foto: OK-fonden

Pølsevognene var kørt i stilling midt på byggepladsen ved Kvægtorvet i Slagelse. Håndværkerne flokkedes så småt udenfor den store grå betonbygning, der, hvis alt går efter planen, kan slå dørene op til november næste år, som friplejehjem.

De mange håndværkere kunne med hotdogs, sodavand og taler fejre det hårde arbejde, som de har lagt i bygningen af friplejehjemmets første etape.

Friplejehjemmet kommer til at køre efter et helt specielt koncept med blandt andet “Boliger for Livet” og byggeriet i Slagelse er det første af ti lignende projekter, som PFA og OK-Fonden opfører i de kommende år i samarbejde med interesserede kommuner rundt om i landet.

Friplejehjemmet på Kvægtorvet kommer til at indeholde 75 plejeboliger, 30 seniorboliger, 32 “Boliger for Livet” og et fælleshus.

Hvis man som borger ønsker at leje en af plejeboligerne, skal man opfylde visitationskravene til en plejebolig i bopælskommunen.

Det gælder dog ikke, hvis man ønsker at leje en “Bolig for Livet”. Her kan man flytte ind, selvom man ikke har brug for hjælp - endnu.

Boligerne er nemlig bygget ud fra nogle krav, som skal være til ældreboliger. For eksempel er lofterne forstærket, så man kan sætte en lift op i sit hjem, hvis det skulle blive nødvendigt.

På den måde, kan man altså blive boende i sit eget hjem, selvom specielle behov for pleje med tiden skulle opstå.

Udover plejehjemmet og seniorboligerne kommer Kvægtorvet også til at huse ungdomsboliger, familieboliger og rækkehuse.

Og det er netop sammenspillet mellem de forskellige beboertyper, som skal styrke fællesskabet og skabe liv på Kvægtorvet.

Gode erfaringer

Friplejehjem, med samme koncept, er allerede opført i Gilleleje og Roskilde. Tilbagemeldingerne fra beboerne der er, ifølge Ulrich Ahrendt-Jensen, der er administrerende direktør i OK-fonden, meget positive.

- Vi får tilbagemeldinger om virkelig god trivsel i bofællesskaberne. Jeg ved, at der er venteliste for at få en bolig i vores fællesskab i Gilleleje. Vi har været i kontakt med omkring 30 borgmestre, der virkelig gerne vil have det her koncept til deres kommune, siger den administrerende direktør, Ulrich Ahrendt-Jensen.

Han fortæller, at en af de måder, de har haft succes med at styrke fællesskabet, er ved brugen af såkaldte “måltidsværter”.

En måltidsvært en en ung frivillig, som med jævne mellemrum besøger en af de ældre, enten på friplejehjemmet eller i seniorboligerne, og spiser aftensmad med dem.

- Det er et tiltag, som er sundt for alle. Det er ikke kun de ældre som får noget socialt ud af det. De unge lærer også en masse. Derfor er det en oplagt mulighed her på Kvægtorvet, hvor der også vil være 224 ungdomsboliger, fortæller Ulrich Ahrendt-Jensen.

Netop fællesskabet og plejehjemmets placering begejstrer Knud Vincents (V), der er borgmester i Slagelse Kommune. Han er spændt på, hvad friplejehjemmet bringer med sig.

- Vi glæder os sindssygt meget over, at byggeriet kommer til at ligge her. Vi skal tænke samfundet anderledes fremadrettet, når det kommer til ældrepleje. Vi får flere folk med brug for pleje og færre hænder til at udføre arbejdet. Derfor er det virkelig interessant med den her kombination af friplejehjem og seniorboliger som en del af et større fællesskab, siger Knud Vincents.

Byggeriet forventes at stå klar i november 2024.

Boliger for Livet henvender sig til mennesker, der søger øget tryghed, har nedsat funktionsevne, eller som blot over tid ønsker at have muligheden for at tilkøbe sig hjælp.

Man kan selv skrive sig op til en bolig og behøver ikke at blive henvist til den.

Kilde: Boliger for Livet

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...