RINGSTED: Alice Trauelsen flyttede til Ringsted den 4. marts fra Mørkøv. Hun har lungesygdommene sarkoidose og lungefribrose. I forbindelse med Danmarks Lungeforening var hun fornylig til møde i Roskilde, hvor det gik op for hende, at der ikke var et lungenetværk i Ringsted.
- Der er kun to på Sjælland. Et i hovedstaden og et i Vordingborg. Jeg sagde, at hvis der kun var de to, så vil jeg lave et i Ringsted, fortæller Alice Trauelsen, mens hunden Steffi næsten ikke kan sidde stille ved siden af hende.
Udover sine egne sygdomme har hun også haft KOL (rygerlunger) tæt inde på livet, idet hendes mor døde i maj af den frygtede sygdom. De sidste 2,5 år passede Alice Trauelsen moderen sammen med sin søster.
- Jeg er ikke interesseret i det, jeg ikke kan. Jeg vil fokusere på det, jeg kan, siger Alice Trauelsen, som nu vil lave et netværk for lungesyge i Ringsted og omegn, hvor de kan få råd og vejledning.
Det kan både være, hvis man selv er syg eller er pårørende.
- Vi må hjælpe hinanden, påpeger Alice Trauelsen.
Hun er opmærksom på, at motion er vigtigt som lungesyg er som lungesyg. Hun forestiller sig, at netværket alt efter kræfter og lyst kan mødes hver uge eller måske hver 14. dag for at gå en tur eller kaste en bold.
- Jeg får motion hver dag, når jeg går fire ture med Steffi, fortæller Alice Trauelsen.
Hun er sikker på, at når man er flere om det, så kommer man afsted.
- Hvis jeg ikke havde det lille uhyre, fik jeg nok ikke gået de ture, siger hun og nusser hunden.
Hun håber, at der også kan blive lidt socialt netværk.
- Vi skal være på nettet, men det er vigtigt, at vi også får dem, som ikke er på nettet. Eksempelvis de ældre, siger Alice Trauelsen og oplyser, at sygeplejesker, læger og andre er velkomne i netværket, hvis de kan gøre en forskel, så medlemmerne får renere lunger.
Hun har talt med Ringsted Kommune, som har et tilbud til KOL-patienter, som desværre bliver tabt, når tilbuddet ophører. Alice Trauelsen har talt med kommunens sundhedskonsulent, som gerne vil have Alice Trauelsen til at fortælle om, hvordan det er at være kronisk syg for KOL-patienterne.
britt
Alice Trauelsen kan kontaktes på telefon 29 62 13 49 eller yvonnet mail.tele.dk.
