De seneste uger har rygterne gået om, at restaurant Trekosten i Nivå Havn skulle sættes til salg. Og den er god nok, fortæller Arne Bilsted.
- Lige nu kører vi på vores 17. sæson i restauranten, så vi synes, at det må være på tide, at der kommer nogle nye mennesker til og videreføre en fantastisk forretning, siger 72-årige Arne Bilsted, der sammen med sin kone Anette Bilsted, satte restauranten med havudsigt til salg for godt tre uger siden.
- Det føles på den ene side mærkeligt, men jeg kunne have fået Arne-pension for nogle år siden, så det må være rimeligt nok, siger Arne Bilsted.
En stille sæson
Når han ser tilbage på de sidste 16 år, har det seneste år skilt sig ud.
- Det har været den mest stille sæson, vi har oplevet. Inflationen har været voldsom, og energipriserne har taget godt fat, det påvirker jo de fleste privatpersoner, siger Arne Bilsted og fortsætter:
- Oven i det har de norske og svenske gæster totalt manglet i år på grund af kurserne på deres valuta.
På trods af, at færre gæster, har lagt vejen forbi restauranten, har Trekosten alligevel ikke kunnet imødekomme den efterspørgsel, der har været. Restauranten har nemlig haft problemer med at skaffe personale.
- Vi har simpelthen ikke kunnet skaffe personale nok, til at holde lige så meget åbent, som vi ønsker. Vi må sige nej til mange gæster, som gerne vil besøge os, siger han.
Plads til flere restauranter
I forbindelse med, at 500 borgere har forsøgt at råbe lokalpolitikerne op i forhold til, at skaffe mere liv på havnen og få havnekontoret ud af den tidligere restaurant Lagunens lokaler, er der blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor mange restauranter, der egentlig er plads til på Nivå Havn.
Arne Bilsted kan dog ikke se, at det skulle være noget problem.
- Vi havde det fint, da vi lå tre restauranter, jeg kan ikke se, at det ikke skulle kunne lade sig gøre igen, det er kun et spørgsmål om at lægge den rigtige energi i det, vurderer Arne Bilsted.
Engang lå der tre spisesteder på Nivå Havn; Lagunen, Strandcafeen og Trekosten. I 2021 opgav Lagunens forpagter at drive stedet.
Forpagtningsafgiften blev fordoblet fra 16.000 kroner til 38.000 kroner efter råd fra Asnæs & Vangstrup, der havde vurderet markedslejen. Sidste sommer forsøgte nye forpagtere i et par måneder at drive stedet, men opgav.
Et nyt udbud i det tidlige forår fik ikke en forpagter til at melde sig. I 2. runde var lejen sat ned igen, men heller ikke da lykkedes det.
I dag er havnefogedens kontor flyttet ind i Lagunens lokaler.