Historiens vingesus kan høres, allerede mens man svinger ind i indkørslen til Nyrupgaarden.
Her ligger en fredet jættestue.
På den anden side af den flotte firlængede gård ligger et yndlingsmotiv for malere og fotografer: Stendyssen. Den har stået der i flere tusinde år - som et minde fra gamle tider.
Her på marken nær hjørnet af Nyrupvej og Gammel Nyrupvej binder den fortid og nutid sammen.
Den gamle sognefogedgård har eksisteret i tre hundrede år og har spillet en hovedrolle i landsbyen Nyrup gennem talrige af årene. Nu skifter den flotte gård ejer. Den er blevet solgt på rekordtid - på en uge.
Home i Kalundborg nåede kun lige at udbyde den, før der var kø. Og den første i køen slog til uden at betænke sig mange øjeblikke.
Ejerne gennem det sidste halve århundrede, Kate og Georg Hansen, er ved at pakke sammen. Flytter til et hus på Bakkehaven 16, et par kilometer nærmere Kalundborg by.
Fra Vestjylland
De nye ejere, Lis og Mikael Reick Kousgaard, er allerede flyttet til egnen fra det vestjyske. De har gennem de senste syv år ejet et husmandssted med skovarealer vest for Holstebro. De overtager Nyrupgaarden i løbet af efteråret. Indtil da bor de i et sommerhus på Svallerup Strand.
Deres datter, Anna på seks år, er lige begyndt på Nyrupskolen få minutters gang fra Nyrupgaarden. Allerede efter første skoledag i denne uge udtrykte hun stor begejstring for skolen.
Familien boede før jyllandstiden i Jyderup og før da i Regstrup og Holbæk.
De har ikke planer om selv at drive landbrug på stedet.
Egen virksomhed hjemme
Mikael Rieck Kousgaard driver virksomheden “Affiliate Manager” med speciale i online markedføring og vil indrette kontorer på gårdens førstesal og drive firmaet derfra. Lis Rieck Kousgaard, som også er beskæftiget i virksomheden, satser på at indrette hønsegård, stor køkkenhave og blomstermark. Og så ser de muligheder - men har ikke besluttet hvilke - i de rummelige bygninger, der hører til gården.
Georg Hansen stoppede med svineavl for 16 år siden. Før da producerede han årligt 1000 slagtesvin. Siden har han - som en hobby - haft ammekøer. Forbipasserende har nydt at se livlige kalve på markerne, og Georg Hansen siger, at det har været en stor fornøjelse for ham med alle de mennesker, der har kigget.
Gården brændte i 1882
Den charmerende gård har 20 hektar jord, og dens historie er som nævnt lang.
De nuværende statelige hovedbygninger er fra 1882 og ligger 150 meter nordvest for den oprindelige gård, der lå i Nyrup By og nedbrændte en nat sidst i januar 1882. Branden var opstået i en nabogård, bredte sig til et hus og videre til Nyrupgaarden.
Gårdens ejere var gennem mange år sognefogeder. Kate og Georg Hansen overtog gården efter den sidste af dem, Olav Møller, som købte Nyrupgaarden i 1939. Hans slægt havde før ham gården siden 1869.
Helt ned til fjorden
Førhen havde gården et tre gange større jordtilligende og strakte sig helt ned til Kalundborg Fjord ved Nyrup Strand. 30 tønder land blev i 1872 solgt fra, og her blev “Kysthospitalet paa Refsnæs” opført.
Oprindeligt var gården en såkaldt arvefæstegård under Kalundborg Sognekald.
- Gården var i sin tid - frem til udskiftningen i 1790’erne - en tvillinggård, fortæller den historisk kyndige Palle Bruun Olsen, som har forsket i gårdens historie. Han siger, at det ellers kun var sædvane længere ude på Røsnæs, hvor der i øvrigt findes en lokalitet med navnet Tvillinggårde.
En tvillinggård var to selvstændige gårde bygget som én.
Udkigsposten
Gården ligger naturskønt i et let bakket landskab med søområder. I baghaven med stor frugthave findes en udsigtspost med et enestående view over Sejerøbugten og til Samsø.
Oppe på udsigtshøjen ligger et lille tehus, så man kan søge læ og ly. Vi følges derop sammen med de gamle og de nye ejere. Georg Hansen foreslår med et lidt drilsk smil Mikael Rieck Kousgaard, at han lægger varme ind og dermed får sig en ekstra arbejdsplads med enestående udsigt deroppe.
Stedet, hvor gården ligger, har øjensynligt været beboet siden hine tider. - Når vi har gravet under de store træer ud mod vejen, har vi ofte stødt på flinteredskaber, fortæller Kate Hansen.
Hun og Georg kom i 1976 til stedet som tilflyttere til egnen. Hun stammer fra Nordsjælland, han fra Holbæk.
Nye muligheder
At de nye ejere tog på udkig efter et sted nær Kalundborg, skyldes en forkærlighed for Nordvestsjælland, som de besluttede sig for at vende tilbage til. Og da de fik øje på Nyrupgaarden, var de solgt og slog til på stedet straks efter fremvisningen.
For de hidtidige ejere er flytningen af alt bohave i fuld gang.
Er det vemodigt at skulle flytte?
Vi spørger Georg Hansen, mens vi går på marken med stendyssen.
- Jeg har det meget godt med det, så nej. Nu åbner der sig nye muligheder for os.
Der er kælet for detaljerne
Gården havde oprindeligt et jordtilliggende på 120 tønder land. Georg Hansen siger, at han mener at have hørt, at ejeren dengang drev to gårde.
Der har tidligere været både heste, kreaturer og svin på gården.
Gården fremtræder med en gårdsplads belagt med gamle brosten og er tydeligvis bygget af en mand, som vidste, hvad han ville have. Der er kælet for detaljerne.
Stuehuset på beboede 239 kvadratmeter ligger flot og en smule tilbagetrukket fra Gammel Nyrupvej og har et uudnyttet loftsrum på næsten 150 kvadratmeter. Det er her, den nye ejer vil indrette sig med sin virksomhed.
Fakta
Gennem 47 år ejet af Georg Hansen, 81 år, og Kate Hansen, 79 år.
Fra 1. oktober nye ejere: Mikael Rieck Kousgaard, 45 år, og Lis Rieck Kousgaard.
Siden 1732 har gården haft 10 ejere og får nu den ellevte. De ni før Kate og Georg Hansen var Jens Christoffersen, Abraham Jørgensen, Mads Jensen, Rasmus Christensen, Christen Rasmussen, Anders Pedersen, Niels Holst Møller, Peder Martin Møller og Olav Møller.
Der hører 20 hektar til gården. De 16 er bortforpagtet, og sådan fortsætter det med de nye ejere.
Den firlængede gård består af stuehus, hestestald, maskinhus, maskinhall, stort værksted og halmrum.



