En af Danmarks største altan-virksomheder Altan.dk er i dag den 29. august blevet taget under konkursbehandling på baggrund af en begæring indgivet af Gældsstyrelsen.
Virksomheden har samtidig bortvist og politianmeldt en ledende medarbejder, der - så vidt sn.dk erfarer - har begået uregelmæssigheder for et større tociftret millionbeløb.
Altan.dk’s ledelse bekræfter konkursbehandlingen, men har ellers ingen kommentarer til Sjællandske Medier. Altan.dk’s kommunikationsafdeling henviser til kurator Cathrine Wollenberg Zittan fra Kammeradvokaten, der har overtaget sagen.
I en skriftlig besked oplyser selskabet, at umiddelbart efter at selskabet modtog konkursbegæringen, har selskabet med bistand fra selskabets revision og med juridisk bistand indledt et udredningsarbejde.
“Mens udredningsarbejdet har stået på, har det været forsøgt at sikre den fortsatte drift ved at undersøge mulighederne for at tilføre Altan.dk mere kapital og/eller et helt eller delvist salg af virksomheden. Dette har ikke været muligt.
Under udredningsarbejdet er selskabet blevet opmærksom på uregelmæssigheder i selskabets bogholderi, og også på den baggrund måtte det konstateres, at det ikke har været muligt at fortsætte virksomhedens drift.
Udredningsarbejdet har endvidere medført, at ledelsen har bortvist og politianmeldt en ledende medarbejder i selskabets økonomifunktion“, skriver Altan.dk til sn.dk
Sn.dk har uden held forsøgt at kontakte den bortviste medarbejder.
Altan.dk, der etablerer altaner og elevatorer i hele landet, har hovedsæde på Næstvedvej 60 ved Sorø.
- Virksomheden har 108 medarbejdere, heraf cirka 60 montører der står for den egentlige opsætning af altaner.
- Altan.dk havde i 2021/22 en omsætning på 85,8 mio. kroner, hvilket medførte et overskud på 2,6 mio. kroner efter skat.
- Altan.dk har ifølge cvr.dk en egenkapital på 33,8 mio. kroner