Nye anklager imod Gert Jørgensen

Det digitale dagblad B.T. skrev i går i en artikel om Sorø Kommunes borgmester Gert Jørgensens (K) boligbyggeri i 2015, at ”forvaltningsekspert Jøren Ullits fra Syddansk Universitet har vurderet sagen for B.T. og mener, at borgmesteren har fået noget, der indikerer ’ulovlig særbehandling’.”

”Da Gert Jørgensen bad om dispensation, havde han ikke sat sin endelige underskrift på skødet”, skriver B.T.

- Det er ikke rigtigt. Handlen skete 5. august 2014, og seks dage senere var den endelig, mens selve skødet først blev tinglyst 26. november 2014, siger Gert Jørgensen til Sjællandske Nyheder.

Skødet kom senere

Sjællandske Nyhedes opslag i ejendomsregistret, www.ois.dk, viser da også, at Anette og Gert Jørgensen 5. august 2014 købte den 766 kvadratmeter store ejendom, Bøgevang 2 på Frederiksberg i Sorø, mens skødet ganske rigtigt er dateret 26. november samme år.

Cirka to måneder efter huskøbet, 15. oktober 2014, ansøgte Gert Jørgensen Sorø Kommunes byggeafdeling om ”en forhåndsgodkendelse” af en nyopført bolig på 176 kvadratmeter med en indbygget carport og et redskabsskur på i alt 46,5 kvadratmeter.

27. august svarede Jacob Klinck Gert Jørgensen:

”Bebyggelsesprocenten er beregnet til 24, hvilket er en mindre overskridelse i forhold til deklarationens bestemmelse om en femtedel. (..) Efter en konkret vurdering vurderes det at være i overensstemmelse med den intention, der lå til grund for deklarationen. Der er derfor ikke fortaget nabohøring, da forholdet vurderes at være af helt underordnet betydning, jævnfør planlovens paragraf 22 stk. 2 nr. 1.”

Ejendomsmægler Anders Langesø fra Home havde allerede i foråret spurgt ind til bebyggelsesprocenten og fik 18. marts 2014 et svar fra byggesagsbehandler Jacob Klinck, der skrev, at hvis bebyggelsesprocenten overstiger 20 ”kan det kræve en dispensation fra servitutten. Vi er som udgangspunkt positive, hvis udnyttelsen ikke er over 30 procent i BR 2010, men mener, at ansøgningen skal sendes i partshøring hos nærmeste naboer”.

Jacob Klinck forlod Sorø Kommune for flere år siden, hvorfor avisen ikke har kunnet spørge ham om, hvorfor nabohøringen blev droppet, men byggesagsbehandler Britta Henriksen, skrev i går tilbage til avisen:

”Da Sorø Kommune behandlede Bøgevang 2 var bygningsreglement 2010 gældende. Dette gav ret til en bebyggelsesprocent på 30 for fritliggende enfamiliehuse, hvis der ikke var andre bebyggelsesregulerende bestemmelser, der var gældende for ejendommen (deklarationen fastsatte 20 procent). Sagsbehandleren har haft de 30 procent med i sine overvejelser i forbindelse med dispensationen 27. oktober 2014. Og det er årsagen til, at der er dispenseret fra de 20 procent.”

Ingen indsigelser

13. januar 2015 behandlede teknik- og miljøudvalget Bøgevang 2 på et åbent møde, efter at Gert Jørgensen havde ansøgt om en anden farve mursten end de tinglyste.

Seks naboer havde anvendt andre farver. Alligevel blev Bøgevang 2 sendt i nabohøring. Der kom ingen indsigelser, og teknik- og miljøudvalget gav dispensationen til farvevalget i enighed. Herefter byggede Anette og Gert Jørgensen huset, som de boede i indtil 2019.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...