Hun må betegnes som en af de mest trofaste medarbejdere i forretningslivet i Albertslund Centrum.
I 36 år har Kitt Sinding været frisør her. Først i Thomsens Hairshop, senere i DesignCut, hvor hun været de seneste 17 år.
I juni i år måtte DesignCut dreje nøglen om, og så var “gode råd dyre” for den 55-årige frisør. Men så fik hun et tilbud, hun ikke kunne afslå.
Nemlig fra Louise Modig, der er indehaver af frisørsalonen på Roskildevej.
- Vi er jo gamle kolleger fra DesignCut, og vi har holdt kontakten vedlige. Hun spurgte om jeg ikke ville leje mig ind hos hende. Det var jeg selvfølgelig med på, siger Kitt Sinding.
Som nu har fået sin egen stol i salonen. Hun glæder sig over, at kunderne er fulgt med. På de to uger der er gået siden skiftet til Roskildevej, har hun haft travt.
- Det er gået stærkt, og opbakningen har nærmest været overvældende. Mange har set annoncen i AP, forklarer Kitt Sinding.
Som er fra Albertslund, og derfor har det været vigtigt for hende at kunne blive i lokalområdet.