Min søn har takket Gud for at jeg lever

Den 49-årige kioskansatte, Mohamed Ali, er chokeret og rystet over oplevelsen søndag. Klokken 22.03 kom tre maskerede røvere ind i Ringvejs Kiosken på Østre Ringvej i Næstved. De truede ham med en pistol og slap af sted med 111.000 kroner.

Selv om oplevelsen har været hård ved Mohamed Ali, så var han alligevel på arbejde igen mandag.

- Det er jeg nødt til. Min kone, der ejer forretningen, taler ikke godt dansk, og jeg har måttet være her, så jeg har kunnet tale med politi, forsikringsselskab og nu pressen, siger Mohamed Ali, da Sjællandske og 24 Sjællandske mandag kigger forbi kiosken på Østre Ringvej i Næstved.

Aftenen forinden var tre mindre velkomne mænd kommet ind i kiosken lige efter lukketid klokken 22.03. Mohamed Ali var den eneste på arbejde, og han nåede kun lige at rejse sig fra sin stol i baglokalet, da den ene af de tre sætter hånden på brystet af Mohamed Ali og retter en pistol med lyddæmper mod ham med den anden hånd.

- Jeg sagde til ham, at jeg havde fem børn. Han kunne få alt, hvad jeg havde, hvis han bare lod være med at skyde mig, siger Mohamed Ali, som er glad for, at han slap uskadt fra mødet med røverne.

- Min store søn har fortalt mig, at han har bedt til Gud og takket ham for, at jeg ikke blev slået ihjel, fortsætter Mohamed Ali.

Kan have set røverne tidligere

Hele weekendens og Store Bededags omsætning af tips- og lottokroner samt penge fra cigaret- og kiosksalg havnede i røvernes hvide plastpose. Mohamed Ali måtte både tømme pengeskab og kasseapparat.

Langt de fleste penge lå gemt i pengeskabet, og Mohamed Ali gør sig nu tanker om, hvem der kan have vidst, at der var så mange penge.

- Et par timer før røveriet, kommer to personer ind, der betaler med en 1000-kroneseddel. Der er på det tidspunkt ikke så mange penge i kasseapparatet. Derfor åbner jeg pengeskabet. Måske har de set noget dér. Sådan nogle tanker gør jeg mig nu. Mon det var dem, der kom tilbage senere, siger Mohamed Ali.

Få spor

Næstved Politi har meget lidt at gå efter i efterforskningen. Der er ikke installeret videoovervågning i forretningen. Så det er faktisk kun Mohamed Alis beskrivelse, som de har at gå frem efter.

Alligevel vil politiet gerne høre fra vidner, som har været i området omkring klokken 22.

- Desværre er det jo et tidspunkt, hvor der normalt ikke er så mange mennesker på gaden. Men det er klart, at alt har interesse, siger leder af lokalpolitiet i Næstved.

Læs mere om røveriet i Sjællandskes tirsdagsudgave eller se indslaget på 24 Sjællandske.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...