Novo Nordisk-succes med nyt kursuscenter

Hillerød: Lyden af de nystrøede småsten på gårdspladsen skrumler i takt med skridtene fra de omkring 20 kursister, der kommer gående i joggintøj ud fra den hvidkalkede gårdbygning.

Gruppen er på vej ud på en morgenløbetur og smiler og småsnakker. De har heller ikke meget at være triste over. De er som de første tjekket ind på Novo Nordisks nye konferencecenter på den gamle Favrholm-gård ved Roskildevej.

Stedet blev efter to års byggeri i mandags taget i brug. Og selvom der stadig mangler et par møbler hist og her, så er stedet fuldt funktionsdygtigt, og der er booket op på værelserne og i flere af mødelokalerne.

- Vi har allerede fået gode tilbagemeldinger fra gæsterne, som alle var overrasket over stedet, siger Isabelle Petersen, der er daglig leder på det nye konferencecenter, til Frederiksborg Amts Avis.

Flere gæster brugte også mandag aften på at benytte de mange grønne arealer, som hører til Favrholm, og der blev lavet bål og grillet.

- Sådan et sted her giver en en energi, og får en til at tænke nye tanker, siger Lars Christian Lassen er HR-direktør i Novo Nordisk og har fulgt byggeriet tæt de seneste år.

Ingen rum er ens

På en normal dag kan konferencecentret huse 100 til 120 kursister og med det store auditorium kan der holdes foredrag for yderligere 200 personer.

Ud over 25 værelser, indendørs og udendørs fitnesscenter, restaurant og en udsigt, som de vil vække misundelse hos de fleste husejere på Strandvejen, er Favrholm også indrettet med 14 mødelokaler af forskellig størrelse. Fælles for dem alle - eller tværtimod - er, at intet er ens i rummene.

I det ene er alle overflader og vægge malet gule. Et andet er udsmykket med strandsten. Og et tredje minder mest af alt om en sauna med trætrin bænket op langs væggen. Det samme gælder også for værelserne i den gamle længe, hvor hestene stod. Her er rummene af forskellig størrelse og så er alle badeværelser malet i forskellige farver fra top til tå.

- Det skal ligne et hjem, hvor man ikke føler for meget, at man er på et hotel. Folk fra Novo Nordisk skal føle, at de er hjemme her, og at det er deres sted, forklarer Isabelle Petersen, som suppleres af Lars Christian Lassen.

- Når jeg rejser rundt i verden, så er det først, når jeg går ind på et Novo Nordisk-kontor, jeg føler mig hjemme. Det skal være det samme her.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...