Mads Mikkelsen filmer Hørsholm-historie

Den danske stjerneskuespiller Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i en ny Zentropa-film, hvor Hørsholm mest dramatiske begivenheder foldes ud på biograflærredet.

Der er naturligvis tale om historien om den kongelige livslæge Struensee og Dronning Caroline Mathilde, der boede på Hirschholm Slot i slutningen af 1700-tallet.

Filmen har foreløbig fået titlen 'En royal affære' og instruktør er Nikolaj Arcel (Kongekabale).

Johann Struensee gjorde sin entré ved det danske hof i 1768, hvor han blev ansat som læge i Christian 7.'s følge, da den unge konge skulle på sin første store rejse rundt i Europa.

Christian 7. viste tydelige tegn på sindssyge, og man frygtede for, hvordan han ville klare rejsen - men det viste sig, at Struensee havde en beroligende indflydelse på kongen.

I løbet af følgende år opnåede Struensee fuldstændig kontrol over kongens person - og dermed over regeringsmagten. Samtidig knyttede dronningen, den unge Caroline Mathilde, sig tæt til Struensee, og fra 1770 var der et egentligt kærlighedsforhold mellem de to.

Situationen var tilspidset, da hoffet i juni 1771 forlagde residensen til Hirschholm Slot. Oppositionen mod Struensee var voksende, og med en højgravid dronning, som de færreste troede på, at kongen var far til.

Natten mellem til den 17. januar 1772 slog Struensees fjender til. Ved et velforberedt kup blev Struensee og enkelte andre arresteret og anbragt i Kastellet i København for at blive henrette den 28. april.

Dronning Caroline Mathilde blev holdt isoleret på Kronborg, for derefter at tilbringe sine sidste tre leveår på slottet i Celle i staten Hannover efter at have givet afkald på begge sine børn.

Filmen skydes af gode grunde ikke i Hørsholm, men derimod i Tjekkiet. Efter planen har 'En royal affære' premiere i begyndelsen af 2012.

Rollen som Caroline Mathilde spilles af den svenske skuespiller Alicia Vikander, men også Trine Dyrholm har en større rolle.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...