Ny advokat klar med håndsrækning

Farum: En ny advokat i Farum er klar med et gratis juridisk eftersyn til borgerne.

Steen Fosvig giver en håndsrækning til private og erhvervslivet i lokalområdet:

- Jeg ser ofte, at en sag hober sig op, nogle gange med alvorlige konsekvenser, fordi man ikke handlede i tide, siger han.

Mange vælger at udskyde kontakten til en advokat, fordi de frygter, at taxameteret tæller, bare advokaten skal høre om sagen. Det er rigtig ærgerligt og nogle gange kritisk for klienten, siger advokat Steen Fosvig til Frederiksborg Amts Avis.

Han har netop etableret sig med Advokatfirmaet Fosvig i industrikvarteret på Hvedemarken i Farum. Skiltet er nu synligt på facaden, og fremover kan både virksomheder og borgere hver anden torsdag besøge Steen Fosvig og få vurderet en sag.

- Jeg vil gerne give en håndsrækning til både private og erhvervsvirksom-heder i lokalområdet. Folk kender ofte ikke de faldgruber, de står overfor. Og så handler man jo ikke derefter. Jeg vil gerne give nogle brugbare råd, så de er på forkant og ved, hvad de kan gøre for at undgå ubehagelige overraskelser, siger Steen Fosvig.

Den 38-årige advokat har igennem 12 år rådgivet virksomheder og private, og det sker ofte, at folk kommer i sidste øjeblik, og nogle gange er det for sent.

- Jeg har desværre set mange eksempler på, at folk først kommer til mig, når den er helt gal. For nylig kom en ny klient, da han ikke kunne få sit tilgodehavende på godt 200.000 kroner. Han troede, at han havde indgået en aftale med en personlig drevet virksomhed, men det var det desværre ikke. Det var et aktieselskab, som i dag er gået konkurs. Det er jo et stort økonomisk tab for en lille virksomhed, siger Steen Fosvig.

Steen Fosvig rådgiver blandt andet om ansættelseskontrakter, virksomhedsoverdragelse, konkurser og stiftelse eller fusioner af selskaber. For private drejer det sig blandt andet om hjælp til køb af ejendom, lejekontrakter, testamente og ægtepagter.

Døren er åben for gratis konsultation hver anden torsdag fra klokken 15-17 (lige uger) for borgere og virksomheder i Farum og Værløse.

Man kan også på forhånd maile til Steen Fosvig på info advokatfirmaetfosvig.dk eller ringe på 44 95 57 66. Læs mere om advokatfirmaet på www.advokatfirmaet-fosvig.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...