Roskilde: Spar Nords kunder har tydeligvis ingen problemer med at finde bankens nye filial i Roskilde.
I hvert fald var der godt fyldt op i lokalerne på Københavnsvej 65, da der torsdag blev holdt officiel indvielse med åbent hus.
Spar Nord lukkede tidligere i år sine filialer på Køgevej og i Himmelevcentret og samlede dem i Nyboligs bygning på Københavnsvej. Effekten af den beslutning kan, ifølge Spar Nord Roskildes direktør Kaj Sunddal, allerede mærkes, selv om det kun er tre uger siden, man åbnede.
- Vores erhvervscenter i Himmelev var lidt gemt, men vi har fået så mange henvendelser, siden vi kom herud og fik sat flag op. Det har overgået min vildeste fantasi, siger han.
Med Spar Nords ankomst har tre pengeinstitutter nu adresse på Københavnsvej, med Sydbank og Nykredit som de to andre.
- Vi valgte Københavnsvej, fordi det er en indfaldsvej, som alle kender, og som giver os stor synlighed. Lige så vigtigt er det, at vi har gode p-forhold bag til, og så har vi fået gode mødefaciliteter, hvilket er noget, vi har savnet, siger Kaj Sunddal.