Næstved: Provokunstneren Kristian von Hornsleth går tæt på liv og død.
Det gør han i billedserien "Victory or Death", som har verdenspremiere i Næstveds nyeste galleri for moderne kunst, Galleri Tom Franke.
Victory or Death skildrer en række legendariske engelske fodboldspillere, der brillierede på banen, men ikke kunne begå sig uden for stadion. Nogen drak sig ihjel, andre tævede konen og/eller var hende utro. De var symbolet på, at fodbold ikke kun er en sport, men et spørgsmål om liv eller død.
Hornsleth, der for nylig er flyttet til London, har ingen kærlighed til fodbold, men han kan ikke lade være med at blive fascineret af de personlige tragedier, der følger i kølvandet på at være kreative og sagnomspundne fodboldspillere.
- Han (von Hornsleth, red.) er en speciel herre, der skiller vandene, siger Tom Franke, der har åbnet galleriet i Næstved.
Foruden billedserien med fodboldspillere, sælges der gravsten og dildoer med Kristian von Hornsleths signatur.