Sven Lindrup valgte i efteråret at lukke sin tømrervirksomhed, Lindrup Byg. Nu er der igen aktivitet i værkstedet, hvor tre mand går og gør klar til en tur til København, hvor et par opgaver venter. Selv er Sven Lindrup også med ude og arbejde.
- Jeg er glad for at være i gang igen. Vi startede 1. april og gennem mit mangeårige netværk, er der hele tiden ordre på vej ind, ligesom jeg har beholdt nogle af mine kunder, blandt andet Dianalund Boligforening, fortæller Sven Lindrup.
Hans firma hedder slet og ret Tømrerfirmaet Lindrup Byg, og tilbyder alle former for tømrer -og snedkerarbejde. Store og små opgaver, renoveringer, nybyggeri, tilbygning og alt andet, der hører faget til.
- Vi har lokale kunder og kører også en del i hovedstadsområdet, hvor vi lige nu er i gang med renovering af 10 lejligheder.
Skulle have været mekaniker
Egentlig havde Sven Lindrup fået en læreplads som mekaniker, da han skulel til at vælge levevej. Men den glippede i sidste øjeblik og redningen kom i form af en lærerplads hos JHJ i Stenlille, hvor moren gjorde rent.
- Og så blev jeg tømrer. Det har jeg ikke fortrudt, jeg elsker at have med træ at gøre. Det er et dejligt levende materiale, siger Sven Lindrup.
ck nordvest.dk
