Officiel indvielse af Novo Nordisks nye Favrholm Campus

Hillerød: - Sikke et vidunderligt sted. Det er helt overvældende at komme her.

Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Rebien Sørensen, var fredag ikke i tvivl om, hvad han syntes om sit firmas nyeste udbygning, konferencecentret på den gamle Favrholm-gård. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er en stor glæde for mig at indvie stedet her. Man kan se, at man har turdet tænke ud af boksen. Der er ikke gået på kompromis med noget, sagde direktøren.

Omkring 200 repræsentanter fra Novo Nordisk, byggeprojektet og Hillerød Kommune var mødt op til den længe ventede åbning.

Borgmester Kirsten Jensen (S) roste i sin tale det lange og gode samarbejde, Hillerød Kommune og Novo Nordisk har haft, siden det danske medicinalfirma købte den gamle forsøgsgård i 1993.

- Det er jo en glæde, at Novo i det hele taget er i Hillerød, og det er en særlig glæde, at I vælger at bygge så markant - at ville være her og også at ville byde jeres medarbejdere på de muligheder, som I hermed gør. Favrholm bliver med udseende og med indhold verdensklasse, og det kan også gøre borgerne i Hillerød stolte, lød det fra Kirsten Jensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...