Kernen fejrer 1-års fødselsdag med festligt program

På fredag den 29. september vil der være gratis entré til festlighederne, der strækker sig fra 16 til 22. Der vil være velkomstdrik og fødselsdagskage, en fødselsdagstale, musikalske indslag og trylleshow ved TrylleJan. For børnene er der et særlig børnedisko, mens de voksne kan hygge i Dagligstuen.

Hvis man bliver sulten undervejs, kan man besøge Spiseriet, hvor de vil servere en særlig fødselsdagsmenu mod egenbetaling.

Om aftenen vil der være Kernens fødselsdagsawardshow, hvor de hylder de personer, der har gjort en særlig indsats for fællesskabet i Brøndbyvester. Efter awardshowet er der lagt op til dans, når Dj Katrine Ring spiller funky og groovy musik frem til klokken 22.00.

Kernentilbyder blandt andet lege- og kreaområder, en hyggelig café med lækre frokost-, middags- og brunchtilbud, et motionstag og padelbane samt mulighed for at spille bordfodbold, bordtennis og petanque. Der er også en stor sal, hvor der afholdes forskellige former for underholdning som quizaftener, live musik, filmforevisninger, foredrag, yoga og dans.

Dette års fødselsdagsfejring markerer samtidig udgivelsen af den første udgave af "Vi er alle naboer - Kernefortællinger fra Brøndbyvester". Bogen indfanger den lokale ånd og unikke karakter i Brøndbyvester. Projektet blev iværksat i forbindelse med åbningen af Kernen og giver et indblik i de mennesker, der bor og arbejder i Brøndbyvester og bidrager til det skønne sammenhold i området. Den kan fås som gratis eksemplar ved henvendelse til Andrea Boel Ricketts, programleder i Kernen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...