Tema-aften hos Vig Dyreklinik

Gigt hos vores dyr skal man ikke bare acceptere. Hør om emnet når dyreklinikken holder tema-aften på tirsdag den 10. maj.

Gigt hos vores dyr skal man ikke bare acceptere. Hør om emnet når dyreklinikken holder tema-aften på tirsdag den 10. maj.

Gigtsmerter hos vores kæledyr er langt mere udbredt, end man ofte går og tror. Faktisk er det sådan, at hver femte voksne hund har gigtforandringer i deres led - og her taler vi ikke kun om ældre dyr. Symptomerne på gigt kommer ofte snigende. Derfor kan det kan være svært for selv den meget engagerede dyreejer at opdage dem, før hunden har temmelig kraftige smerter og viser tydelige symptomer som for eksempel halthed.

Små tegn i dagligdagen

Der kan være mange små tegn i dagligdagen, som kan give den opmærksomme ejer hints om, at hunden har begyndende problemer med gigt. Tegn på lettere smerter kan være øget træthed efter gåture, stivhed efter hvile, mindre legelyst eller at hunden måske ikke så gerne vil springe op i bilen.

Er man i tvivl, kan det være en rigtig god ide at involvere en dyrlæge i vurderingen af hunden - for ofte finder dyrlægen ved at trykke og trække de »rigtige« steder, ud af om hunden har mere ondt end den ellers umiddelbart viser.

Hjælp med smertelindring

Det er vigtigt at understrege, at gigtproblemer hos vores kæledyr er noget, som man bør lindre. Det er en misforståelse blot at acceptere gigtsmerter som »alderdom«, idet smerter fra gigtplagede led i høj grad kan påvirke dyrets livskvalitet.

- På Vig Dyreklinik oplever vi stor interesse fra dyreejernes side for både at forebygge, påvise og lindre gigtsymptomer. Heldigvis er mulighederne for dette mange, og der findes således rigtig mange »værktøjer« som dyreejeren og dyrlægen i fællesskab kan tage i brug, lyder det fra klinikken.

På den måde kan den enkelte patient hjælpes via metoder, som passer særlig godt til den aktuelle hund.

Gigten i Fokus

De fleste kender til begrebet «gigt-medicin«, der som oftest dækker over decideret receptpligtig medicin med smertestillende effekt. Men færre kender til den forebyggende og smertelindrende effekt som kan opnås via så forskellige metoder som fodring, akupunktur, guldimplantater og massage.

Vig Dyreklinik har valgt at sætte fokus på emnet med en tema-aften, hvor man har samlet et panel af fagpersoner, som tilsammen vil uddybe gigtproblematikken og dens forskellige løsningsmuligheder. På aftenen er der foredrag med både en veterinær ernæringskonsulent og en eksamineret hundemassør - som sammen med stedets dyrlæge med specialuddannelse inden for akupunktur og guldimplantater vil komme ind på mange af aspekterne ved gigt hos hunde. Temaaftenen foregår i Vig Dyrekliniks lokaler tirsdag den 10. maj 2011 kl. 19:00, hvor alle er velkomne. Se mere om tilmelding i annoncen her i bladet.

eha nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...