Orøfærgen, der normalt sejler mellem Brønde på Orø og Holbæk, blev tirsdag ramt af motorproblemer. Det betød, at færgedriften var indstillet i flere timer på Færgefarten Orø-Holbæk.
Kort før klokken 17 meddelte færgefarten, at driften igen var normal.
Tidligere på eftermiddagen havde overfartsleder Rune Bang Karstoft sendt en sms-besked til færgens brugere om, at driften var indstillet indtil videre.
- De tekniske udfordringer har vist sig at være mere komplekse, og vi afventer lige nu reservedele til motoren. Når vi får tidsestimat, vil der blive meldt ud, hvornår vi forventer at være i drift igen, lød det i beskeden.
Busser til gående passagerer
Samtidig oplyste overfartslederen, at færgefarten havde indkaldt busser til at transportere gående passagerer.
Busserne ville benytte Østre Færge (trækfærgen) mellem Hammer Bakke Havn og Orø. Samme mulighed kunne bilisterne vælge som alternativ til Orø-Holbæk-færgen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen...
Problemer med hovedmotor
Problemerne begyndte tirsdag formiddag. Klokken 11.45 udsendte overfartslederen en besked ok, at der var tekniske problemer med den “agterste hovedmotor”.
Rune Bang Karstoft sagde tirsdag eftermiddag til Sjællandske Nyheder, at man arbejdede på at afklare problemet.
- I formiddags fik vi en alarm på hovedmotoren. Det viste sig at være defekte batterier, som vi fik udbedret. Men der er opstået et følgeproblem, og det arbejder vi på at få afklaret sammen med vores leverandør. Det kan handle om en laderegulator, sagde Rune Bang Karstoft.
Klokken 16.50 meddelte Færgefarten Orø-Holbæk, at driften igen var normal.
Artiklen er opdateret tirsdag klokken 17:10 med oplysninger om, at driften igen er normal.
Du kan tilmelde dig og få informationer om drift på din mobiltelefon. Det er en gratis sms-service.
- Tilmelding - skriv Orø og send til 445
- Afmelding - skriv Orø stop og send til 445
Kilde: