Freja Wang er spændt. Den 9. august har hun første skoledag i 3. klasse på Taastrup Realskole og skal gense sine klassekammerater.
Hun og hendes 13-årige storebror kan nærmest ikke have kortere til skole. De er nemlig genboer til skolebygningen - endda med spritnyt fodgængerfelt fra deres hoveddør over Dorphs Allé og hen til skolens sfo.
Det er lige før, at man kan føre de hvidmalede striber i lige linje ind i familiens entré.
- Jeg synes, det er meget sjovt, at der er lavet et fodgængerfelt lige uden for vores hus. Før fodgængerfeltet synes jeg nu også det var meget nemt at komme i skole, siger Freja Wang, der fylder 9 år få dage inde i det nye skoleår.
Det tager hende ikke mere end seks sekunder at se til begge sider og krydse fodgængerfeltet over villavejen.
Fodgængerfeltet er etableret efter en lang periode med fokus på trafiksikkerhed ved netop Taastrup Realskole. I august sidste år blev der bevilget et fodgængerfelt og optrukte linjer ved kys-og-kør lige ved siden af.
Se en film herunder med Freja, der går fra sit hjem og til skolen på den anden side af vejen:
Kan spare tid i hverdagen
Freja Wang ser især én kæmpe fordel ved at bo så tæt på skolen, som hun gør.
- Jeg synes det er fedt, for så skal man ikke skynde sig så meget om morgenen, siger Freja.
Hun plejer at stå op klokken 7, fortæller hun.
Hendes far Alexander Wang supplerer.
- I en travl hverdag er det fint med så kort vej til skole. Det er dejligt nemt. Og Freja har nået en alder, hvor hun er selvbestemmer, siger han.
“Selvbestemmer” er et Aula-udtryk, der angiver, at barnet selv beslutter, hvornår hun eller han vil gå hjem fra sfo uden at blive hentet af en voksen.
Legeaftaler er ifølge Frejas far også nemme at arrangere, fordi det er lige godt for andre børns forældre, om de skal hente på den ene eller anden side af Dorphs Allé.
Frejas far ser også nærheden til skolen som en klar fordel rent logistisk i dagligdagen.
- I forhold til så mange andre familier, så får vi måske en time foræret hver dag, og den kan vi jo bruge, som vi vil, siger han.
Kun én ulempe
- Der er kun én ulempe ved, at Freja og hendes storebror har så kort til skole, og det er, at de ikke får cyklet ligeså meget derhen, som andre børn. Men så kører vi ud på andre cykelture, siger Alexander Wang.
Han ved godt, at der er forældre på skolen, som har været meget aktive i forhold til at få bedret trafiksikkerheden på Dorphs Allé, og det er han glad for.
- Det er så fint, at der er gjort noget for at få orden på morgentrafikken. Der har før været trepunktsvendinger ude på vejen 10 minutter i otte, hvor der samtidig kommer børn cyklende eller gående i skole, siger han.
Og både kys-og-kør og fodgængerfelt ser han som en forbedring.
Havde foretrukket et bump
Men han peger samtidig på, at et fartbump kunne have været bedre af én særlig årsag.
- Nu er det jo fint, at der er gjort noget i forhold til at få børnene sikkert i skole om morgenen. Men de bruger også skolegården til at lege, spille basket og have et sted at hænge ud om aftenen. Os der bor her på Dorphs Allé ved jo godt, at der uden for skoletiden indimellem er biler på vejen, der kører markant over det tilladte. Måske op til 80-100 kilometer i timen. Og det hænger sikkerhedsmæssigt ikke så godt sammen med, at der kan komme et barn med en cykel, bold eller et skateboard over vejen fra skolen i det samme tidsrum, siger han.
Hvorom alting er, glæder Freja Wang sig til at tage sin nyindkøbte sorte skoletaske i brug fra onsdag den 9. august. Og til alt det nye, som 3. klasse bringer, såsom introduktion til faget historie, og at hun nu er et af de store børn på sfo’en, der må lidt mere.
Borgerskolen: 94
Fløng Skole: 64
Høje Taastrup Privatskole: 16
Læringshuset: 95
Mølleholmskolen: 50
Ole Rømer-Skolen: 67
Reerslev Skole: 24
Sengeløse Skole: 47
Skt. Pauls Skole: 21
Torstorp Skole: 53
Taastrup Realskole: 55
Vestegnens Privatskole: 14

Har du en god historie til en artikel om Høje-Taastrup, er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.jansen@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk


Klik dig ind her på og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.