Slagelse: Siden 1. januar har der været "krig" om hyrevognskunderne i Slagelse. Krigen brød ud, da to store vognmænd med ialt 10 vogne meldte sig ud af Slagelse Taxa og ind i Dan Taxi, som i forvejen var bestillingskontor for hyrevognene i Korsør.
De to Slagelse-vognmænd, Harry Sørensen og Lars Hansen, opgav i slutningen af det gamle år at overbevise kollegerne i Slagelse Taxa om, at det ville være en fordel for alle, at gå ind i Dan Taxis bestillingssystem. Tilslutning til bestillingskontoret i Dan Taxi kan holdes nede på ca. 6.000 kr. pr. bil pr. måned mens det lå over 10.000 kr. i Slagelse Taxa.
Derfor gik de selv ud af samarbejdet i Slagelse og ind i Dan Taxi, hvor de har kørt i konkurrence med deres gamle kolleger med udgangspunkt i de samme holdepladser i Slagelse.
De to udbrydere nød ikke den trykkede stemning og oplevelsen af gamle kolleger, der gav dem en kold skulder. De håbede fortsat at få kollegerne med i Dan Taxi.
På en generalforsamling i Slagelse Taxa blev det senere i år besluttet - med stort flertal - at gå i samarbejde med Dan Taxi og fra 1. maj køre under navnet Dan Taxi Vestsjælland.
Det betyder ikke, at bestillingskontoret på Nordvej i Slagelse nedlægges.
Læs mere i Sjællandske og e-avisen
