Serie 3: Allerød FK - Skibby IK 2-3 (2-1). Skibby: Jacob Jepsen, Patrick Andersen, Lasse Kamper.
Træner Ib Kristensen har fået en forrygende start i Skibby med tre sejre i hans første tre kampe. Først to 5-1 sejre over Gundsømagle og Alsønderup, men toppen af kransekagen var 3-2 sejren i Allerød 2.påskedag, et hold der ellers var med fremme i toppen.
?Det var helt sikkert en god skalp, for Allerød var en fysisk stærk modstander. Jeg er meget glad for indstillingen hos vores spillere. Den har været god, vi har fightet i alle kampene, og ind i mellem også spillet god fodbold. Det er dog vigtigt, at vi hurtigt får armene ned igen, så vi kan fokusere på den næste kamp?, siger Ib Kristensen.
Skibby fik en drømmestart i Allerød, hvor der ikke var spillet 2 minutter før Jacob Jepsen havde scoret til 0-1 efter et godt opspil. Allerød kom dog godt igen, de fik udlignet til 1-1 efter et kvarter, da de brød igennem i højresiden. Siden bølgede kampen frem og tilbage, men hjemmeholdet kom i front med 2-1 i halvlegens næstsidste minut, hvor Lars Larsen begik et straffespark som blev udnyttet.
I pausen bad Ib Kristensen sine spillere investere lidt mere af sig selv, men det var dog fortsat Allerød, der havde et lille overtag og kom frem til de fleste chancer. Indtil et kvarter før tid, hvor Skibbys Patrick Andersen kom grus i hjemmeholdets maskine, da han udlignede til 2-2 på et godt langskud. Derefter var det Skibby der overtog spillet, og belønningen kom i det 89. minut hvor Jacob Jepsen spillede bolden ind til Lasse Kamper, der satte sejrsmålet ind til 3-2.
Skibby spiller igen mandag d. 2.maj kl.19.00, hvor topholdet ØB90 kommer på besøg, gæsterne trænes af Skibbys tidligere træner Thorbjørn Valdsgaard.